Tysk ubåd af typen VII C, bygget i 1941 på Bremer Vulkan som byggenummer 16. Længden var 67,10 meter og bredden 6,20 meter, ubådens deplacement var 871 kubikmeter neddykket og 769 i overfladen.
Type VII C var gennem hele krigen den talrigeste af de Tyske ubådstyper og afgjort en af de mest succesrige enheder, indenfor Kriegsmarine. Det var disse ubåde som fik tilnavnet “de grå ulve”, fordi de som et ulvekobbel lå på lur i Atlanten og oftest angreb i ly af mørket. Mange gange havde de held til at splitte konvojerne, hvorefter de sænkede de største, eller de som ifølge de Tyske efterretninger havde særligt betydningsfulde laster ombord, uden at krigsskibene som ledsagede konvojen kunne nå at gribe ind. U-251 havde således selv held til at bidrage med to sænkninger, den 3. maj 1942 sænkedes den Engelske damper Jutland på 6153 brt. og igen den 10. juni var der “held i sprøjten”, denne gang var det den 5255 brt. store Panamaregistrerede El Capitan, der røg ned til makrellerne.
Besætningen på U-251 måtte dog sande, at alting får en ende. De dykkede for sidste gang den 19. april 1945, hjulpet på vej af maskinkanoner og raketter fra 8 Moskitojagere, fra Britiske og Norske RAF-enheder. Ved sænkningen satte 39 tyske søfolk livet til, for en sag der allerede var tabt og kun 4 besætningsmedlemmer overlevede.
Ingen anden type skib, har igennem tiden fået så meget opmærksomhed som ubåde. Under begge verdenskrige, var de blandt de mest frygtede enheder og de har altid været omgæret af respekt og myter, myter som har hængt ved siden. I dag er det stadigt den skibstype der får mest opmærksomhed, ubåde har næppe udgjort mere end få promille af samtlige skibe bygget de sidste 100 år, alligevel er de meget stærkt repræsenteret som museumsskibe. Kronstadt, La Boe, Bremerhaven, Liverpool, Göteborg, Malmö, Ålborg og Nakskov har alle en ubåd udstillet, men hvor ligger bare én af de titusinde dampere, som i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hjalp med at bygge det nu så rige Europa op? – nå det var et sidespring.
Mig bekendt er dette det eneste hele ubådsvrag fra 2. verdenskrig, vi har i Danske farvande. Vraget trækker derfor dykkere til, som fluer om en ostemad på en varm sommerdag. Alle vil se “dræbermaskinen” og det er da også spændene, at opleve vraget med sine egne øjne. Modsat alle museumsubådene, er dette den ægte vare – sænket i kamp. For få euro, pund eller kroner, kan man opleve de mange fine detaljer på en af museumsbådene, men det at være på kamppladsen – atmosfæren, det kan ikke opleves ved at købe en billet.
Er man på Anholt og vil se U-251, så lad vær med at tro det er noget man gør på et enkelt dyk. Tag dit første dyk på bunden, på ca. 34 meters dybde og svøm hele vejen rundt om vraget, giv dig tid til at se de mange detaljer, skruerne, roret, og forrest på vraget kan man se ankre, hydroplanerne og de øverste torpedoluger.
Brug så andet dyk til – på kun ca. 27 meter vand – at se alle de ting der ligger under dækket. Dækket består nu mest af jernstiverne, da trædækket er rådnet næsten helt væk, herunder ligger kæder, stålwirer, ammunition m.m. Omkring tårnet er der selvfølgelig mest at se på, selvom det meste af selve tårnet er faldet sammen, ser man tydeligt periskoperne rage op i vandet, tårnlugen er en central del her, selvom den desværre ikke er åben længere, den er cementeret på grund af ligrøvere. Vil man absolut ind i ubåden, er der dog stadigt mulighed for det, mellem tårnet og stævnen er torpedoladelugen stadigt åben, her kan man ved at tage flaskerne af først, klemme sig ned og er man først inde, er der rigeligt med plads. Jeg har været inde flere gange og her er ikke rester af nogle af de mange døde tyskere, derimod er der en masse interessante ting at se på, for den rutinerede vragdykker. Det man umiddelbart kommer ned i har været kabys eller lignende, da jeg har fundet tallerkener, kopper og en elkedel her, der er også blevet fundet et meget fint vægur med inskription i, men desværre ikke af mig.
Men husk, hellere have et godt dyk ved at kigge ind, end at have sit sidste dyk ved at svømme ind, man skal kende sin grænse !
