Finsk damper bygget af stål, hos Wigham Richardson, Newcastle on Tyne, i 1891 som byggenummer 267. Skibet var på godt 1100 bruttoregisterton, målte 220 fod i længden og 32 fod i bredden. Urania var hjemmehørende i Helsingfors og ejet af Finska Ångfartygs A.B. Foruden en lasteevne på 1046 ton, kunne skibet medtage 50 passagerer, 20 på 1. klasse, 14 på 2. klasse og 16 på 3. klasse.
Urania var på rejse fra Hull til København, den 3. februar 1913, men sank efter en kollision med S.S. Fancy af Tønsberg, i tæt tåge nordvest af Kullen. Passagerer og besætning blev reddet over på Fancy og landsattes i Helsingør. Vraget blev nedsprængt og skrotbjærget senere samme år.
Vraget ligger på 30 meters dybde og er meget ødelagt, det meste lodder ikke meget mere end en meter op. Der er dog områder hvor de forvredne jernplader rager 3-4 meter op, blandt andet i agterenden, hvor rorkvadranten og amningsmærkerne er let genkendelig. Et andet sted lodder nogle maskindele og kobberrør op og her er vraget fuld af mistet trawl og garn, som har fæstnet sig i vragresterne gennem årene. Urania ligger samtidigt et sted, hvor sigten desværre normalt er ret dårlig, så den store vragoplevelse er det ikke. Er man lidt heldig med sigten, er det dog et ok dyk og en pose taskekrabber kan man altid få med hjem.