Svensk damper med eksnavnet “Hawarden”, som blev bygget i 1882 hos W. Gray & Co. i West Hartlepool og var hjemmehørende samme sted indtil 1895. Da blev skibet nemlig solgt, til Memeler Dampfschiffgesellshaft i det daværende Østpreussen og bygget om, målene var herefter 1733 bruttoregisterton, længden var 78,99 meter og bredden 10,91. På trods af ejerskifte og ombygning, beholdt skibet navnet Hawarden.
Her var skibet så hjemmehørende indtil det 25. marts 1905, da Grosserer Gustaf Robert Thalin købte det og omdøbte det til Robert, skibet var fra da af hjemmehørende i Stockholm. Den unge men erfarne Søkaptajn Axel Littner, førte Robert på det som skulle blive den sidste rejse, det var fra Huelva i Spanien til Stettin, med en last svovlkis. Vi har ingen vidneforklaring fra Roberts besætning, men her er ulykken beskrevet af Niords kaptajn Wiik:
Efter at have passeret Vens østre fyr, satte Niord kursen mod Lappegrundens fyrskib, da var klokken 21:15. Kort efter observerede 2. styrmand der havde vagten på Niord, at man var på kollisionskurs med en sydgående damper (Robert). Niord drejede styrbord, men kort efter blev det klart, at et sammenstød var uundgåeligt. Niord slog fuld kraft bak, men ramte alligevel Robert i bagbord side med voldsom kraft. Umiddelbart efter kollisionen lød angstfulde skrig fra damperen, så pludselige et brag endnu voldsommere end det første, en ildsøjle slog op fra skorstenen og i lyset fra de tusinde røde gnister, sank Robert.
Dette tragiske forlis fandt sted den 30. september 1905, og kun en enkelt slap fra forliset med livet i behold, 18 mænd og 2 kvinder omkom.
For at sige det lige ud, Robert er langt bedre end sit rygte. Der kan da være mørkt og dårlig sigt, men efter mange dyk på vraget, synes jeg lige så ofte at forholdene er fine og en sigt på 4-5 meter er ikke sjælden. Vraget er faktisk ret intakt, alderen taget i betragtning og selvom skroget er brækket over et par steder, kan man svømme rælingen rundt, omend det går meget op og ned flere steder. Forreste mast er væltet fremad og ligger i midten af vraget helt ud til spidsen af stævnen, herude kan man også se de to store ankre, som ligger ovenpå bakken. Svømmer man ned på bunden her og ser op, kan man tydelig se klipperstævnen, ret usædvanligt for en damper på den tid, hvor de normalt havde ret stævn. Lige bag bakken har vraget fået et knæk og man fornemmer da også tydeligt at man svømmer nedad, hvis man svømmer frem over bakken.
Broen har været af træ og er helt væk nu, kun den store styremaskine vidner stadig om, hvor den engang har været. Umiddelbart bag denne hæver vraget sig op og her på toppen af denne bygning, har skorstenen stået. Man kan endnu se omridset af den og af de to luftindtag til kedelen, som sidder længst fremme i hver sit hjørne af bygningen. Svømmer man herfra og bagud i vraget, kommer man over et rektangulært hul som er maskinrummet, det er nu fyldt næsten op med mudder. Op ad bygningens bagkant læner sig nu den store skorsten, hvordan den er røget 10 meter baglæns og landet i lastrummet – stadigt stående op – er mig en gåde, men flot ser det ud.
Begge skibssiderne langs de agterste lastrum er meget tæret og har givet efter for tyngdeloven, de buer indover vraget og dækket som før var vandret, hænger nu lodret ned i lastrummene. Bagerst mast er væltet næsten vinkelret ud over styrbord side. På halvdækket ( forhøjet ) i agterenden, er trædækket helt væk og her er kun nogle få af de tværspanter tilbage, som træplankerne har været boltet på. Rummet er fyldt næsten op med mudder og nedfaldne brædder, mest bagerst i rummet hvor der er fyldt op i højde med dækkets niveauet. På dette sted står nødstyremaskinen stadig på sin plads, holdt af nogle få spanter og af akslen, som er direkte forbundet til det store ror under skibet, men rattet – det er for længst væk.
Halvvejs rundt er søgelænderet helt, heri og i styremaskinen har der fæstnet sig en masse pirke, så agterenden ofte er spundet ind i fiskeliner og netrester, dette gælder også fra vraget og ned mod bunden, men både skrue og ror er dog til at komme til at se.
Jeg synes Robert er et meget spændende vrag, hvor selv den erfarne dykker kan have sig nogle spændene oplevelser og den ihærdige kan gøre sig et fint løsfund. Har man som mindre erfaren dykker fået smag for vragdykning, er dette bestemt Øresunds bedste bud på en spændende udfordring og burde ikke forskrække en dykker med bare et par års erfaring. Her er ca. 30 meter dybt på overbygningen, 35 meter til dækket og 40 meter på bunden.
