Dette er Øresunds ældste jernskibsvrag, Otto som var på 1023 brt. blev bygget allerede i 1867 hos C.W.Earle i Hull og var ved forliset ejet af Wilson Line. Den sidste rejse startede i Riga, hvor skibet havde indtaget en last af havre og jernbanesveller. Hvor denne last skulle have været hen er lidt uklart, men den ligger nu sammen med skibet, på bunden af Øresund.
Forliset skyldtes kollision med et andet engelsk skib S.S. Thorsa, den 7. august 1892. Thorsa fik smadret stævnen ved sammenstødet, men kunne redde det synkende skibs besætning. Ved sammenstødet fik 1. maskinmester sit ansigt beskadiget betydeligt, da Thorsa´s stævn ramte Otto netop ved dennes kahyt, imens han opholdt sig her. Han blev sat af i Helsingør og behandlet for sine sår, mens Thorsa satte resten af Otto´s besætning af i København hvor skibet skulle losse.
Otto må være solidt bygget og af noget godt jern, for vraget er langt bedre bevaret, end mange yngre vrag jeg har dykket på. Således er skroget endnu ikke faldet sammen, så selv i dårlig sigt er det relativt let af finde rundt på. Kun i styrbord side har vraget to skader, lige ved broen ser man tydeligt det V-formede hul efter kollisionen, skibssidens kraftige jernplader er sprættet op og buet ind af Thorsas stævn, det var netop her den stakkels maskinmester blev alvorligt såret. Men i agterenden har vraget en meget større skade, fra lønningen og hele vejen ned og følger man dette hul ned til havbunden, vil man opdage at vraget ligger ovenpå en mast. Jeg forestiller mig, at vraget er drejet en gang omgang om sin egen akse, inden det sank. Således at masten som ramte bunden først, har – da den af vragets vægt blev tvunget rundt, flået hele styrbord side op og er endt under vraget, da det endelig lagde sig til hvile. Man kan gennem dette store hul i skroget se ind i lastrummet, hvor jernbanesvellerne ligger pænt stablet endnu.
Synet af skrue og ror er flot og ser næsten arrangeret ud, som et monument står den trebladede skrue nu “frosset” fast i præcis den stilling den stod i, da det sidste liv døde ud i Otto´s indre. Et af bladene vender præcis opad og de to andre står pænt nedad og udad, mens roret står næsten uden udslag. Vil du tage et flot billede af en skrue på et vrag, så er det her !
Hvis du ikke fotograferer, så svøm derned alligevel, giv dig tid til at studere det ordentligt, man bliver så lille når man ligger her, halvt under det store jernskrog.
Der hvor broen engang har været, kan man se en stor jernstyremaskine og omkring denne, spanter, rør og en masse ubestemmelige genstande i en stor bunke. Forkanten af broen er meget markant, hele vejen på tværs af vraget og her oppe fra er der et par meter ned til dækket, svømmer man ca. 10 meter frem møder man forreste mast som står 4 – 5 meter op i vandet, rigtigt flot i god sigt. Bakken er ret intakt og lidt til højre for midten er en dør ind, men desværre er der for meget mudder til at man kan se noget som helst i rummet. Oppe på bakken ligger de to store stokankre, et i hver side og i midten står det store ankerspil. Der kan være en del strøm i overfladen på stedet, men Otto er sammen med Robert, de absolut mest dykkeværdige vrag i Øresund.
Her i april 2012, fremstår vraget betydelig mere ødelagt end ovenfor beskrevet. Omkring bakken i stævnen, har jernpladerne sluppet spanterne og hænger nu ud i vandet, man kan derfor se ind i 2 etager som dog er tomme, efter at mudderet er sivet ud mellem spanterne. Hen ad bagbord side midtskibs, hænger pladerne også ud og her endda helt ned så de hviler på havbunden. I agterenden hvor forfaldet er mest udtalt, er hele poopdækket væltet om på bagbord side og delvist sunket ned over lasten, som ved samme lejlighed er skredet ud til samme side. Der er ingen tvivl om, at indenfor få år vil vraget synke yderligere sammen og ikke længere være det flotte og hele vrag, vi har kunnet nyde hidtil.
Februar 2014: Den er nu helt gal, vraget er virkelig begyndt at falde fra hinanden. Jeg bliver helt vemodig, at at svømme mellem jernplader som ligger hulter til bulter, hvor vraget for blot få år siden var helt. Stævnen er tydeligvis begyndt at kollapse, da pladerne har sluppet spanterne overalt. Agterenden er skredet mere ud mod bagbord og jernbanesvellerne, som tidligere var skjult i lastrummet, ligger nu helt fremme.
