Norsk damper på 1281 brt. bygget 1917 hos N.V. Werft de Noord, Ablasserdam i Holland. Erling Lindøe var ejet af P. Lindøe og Co. og hjemmehørende i Haugesund. Skibet havde norsk besætning, så det var åbenbart ikke alle nordmænd som var uvenner med tyskerne, under besættelsen. Den 11. august 1944, var skibet nemlig på vej fra Ballangen til Holtenau, med en last pyrit til tyskerne. De nåede dog kun cirka halvvejs, idet Erling Lindøe lidt før klokken 21.00, påsejlede en mine ud for Nidingen og forsvandt i havet på få minutter, ledsaget af 19 af skibets besætning på 25 mand. De fleste har ikke haft en chance, overlevende fortalte, at skibet var forsvundet halvt i bølgerne, alt mens braget fra minen stadig hang i luften.
Når man ser vraget i dag, forstår man at det gik så stærkt. Mange skibe har holdt sig flydende længe efter minesprængninger, ja nogle har endda kunnet fortsætte rejsen. Men her har minen flået hele stævnen op, skibssiderne er vejnet ud til siderne og dækket flået op, helt hen til kanten af forreste lastrum. Hvis man forestiller sig, at skibet har bevæget sig med 8-10 mils fart, så har hullet efter den manglende stævn drevet skibet mod havbunden, i en hurtig og skæbnesvanger bevægelse. Resten af vraget er dog ret intakt og her er masser af fine detaljer at betragte. Kommer man fra den knuste stævn og svømmer op mod broen, vil man snart se at den er tippet fremad og sunket ned i den underliggende etage. Herfra kan man i begge sider svømme bagud under dæk, dækket er de fleste steder væk, men tværspanter og skot står endnu og giver indtryk af et meget helt vrag. Oven på hele midterbygningen er der bare omkring 35 meter dybt og herfra, strækker daviderne sig yderligere 3 meter mod overfladen. Flot ser det ud og her oppe fra, kan man se ned i de fleste kahytter, samt ned i det store maskinrum – hvis man da ikke bliver fristet og svømmer der ned.
Fortsætter man bagud i vraget, svømmer man først 4-5 meter ned og henover de 2 bagerste og nu helt tomme lastrum, hernede er der noget dunkelt i forhold til oppe på brobygningen. Lasten af pyrit er bjærget, så man kan se helt ned til akseltunnelen i bunden af vraget. Efter lastrummene rejser vraget sig atter i den meget høje agter bygning, hvor der er flere kahytter og stuverum, indeholdende malerbøtter og tovværk. I overetagen er toiletter og håndvaske på rækker i midten og på toppen, er der bare godt 30 meter dybt. Her hvor masser af lys trænger ned, er der helt overgroet med store farvestrålende sønilleker. Er der god sigt, er det fantastisk at se de mange blanke sej svømme omkring. Da jeg var der sidst, var det som at sidde i et akvarium og jeg havde bestemt ikke lyst til at skulle op. Men alt får en ende, det er dog et sted som er værd at besøge flere gange.
