Norsk damper bygget på Rødby Jernskibsværft a/s i 1921, under navnet Freja af København. Skibet var på 1252 brt., 72 meter langt og 11,30 meter bredt.
S.S. Freja blev i starten af 1930-erne solgt til Norge og fik først navnet Maisol, senere Bygdøy. Skibet var på rejse med en last svovlkis, fra Kirkenes i Norge til Hamborg, da det den 17. maj 1943 påsejlede en mine i Kattegat og sank, det lykkedes hele besætningen at komme i bådene, 5 mand i én båd og de 9 andre i en motorjolle, med en mindre båd på slæb. De 5 som havde roet, ankom først på aftenen og meddelte Torekov redningsstation, hvad som var sket. Da man endnu intet havde set til de øvrige, sendte man Torekov redningsbåd af sted og efter en times søgen, fandt man de 9 nordmænd drivene syd for Hallands Väderö. Motoren havde svigtet, man havde intet alternativ fremdrift i motorjollen og alle 9 kunne ikke være i den lille båd.
Vraget står i dag kølret på 30 meter vand, stævnen står helt endnu, men da der er foretaget skrotbjærgning på stedet mangler meget af midtersektionen, der er således ingen bro eller andre bygninger midtskibs. Ved lastrummene er skibets sider væltet og agterenden ligger også omme på siden, så man tydeligt kan se den store propel. Der er normalt dårlig sigt de nederste par meter, mens der i enderne af vraget som stikker 5-6 meter op, er rigtig god sigt.