Svensk dampskib på 222 brt., bygget i 1906 på Lödöse Varv, skibets mål var 30,50 m lang og 6,78 meter bred.
Blenda var på rejse fra København til Surte med en last kalk. Det var natten mellem 5. og 6. december 1928 og der blæste en hård vestlig kuling i Kattegat denne vinternat. Kort efter at have passeret Anholt fyr, konstaterede man at skibet var læk, man havde mistet et dæksel til kulkassen og herfra løb vandet nu uhindret ned i kedelrummet. Efter kort tid nåede vandet fyrpladserne og ilden under kedlen slukkede, uden maskinkraft var skibet prisgivet i de høje bølger og derfor forlod besætningen nu det synkende skib.
På grund af problemer med at sætte redningsbåden i vandet i vindsiden, afsejlede læsidens redningsbåd med 7 personer først fra stedet. Imens baksede Kaptajnen, maskinisten og et par letmatroser videre, med at få sat båden i vandet. De der nu sad i den søsatte redningsbåd, kunne intet gøre for at hjælp deres kammerater, men måtte holde klar af det synkende skib og prøve at undgå at tage vand ind. Efter at have drevet rundt i 20 minutter prøvede de at sætte sejl, men dette måtte opgives på grund af den kraftige vind. Da de ikke længere kunne se Blendas lanterner, tog de det som tegn på at skibet var sunket og de begyndte nu at ro imod Sverige. De 4 kollegaer og kammerater så de aldrig igen, om de er sunket med skibet eller om de er forlist i redningsbåden er uvist. Efter at være drevet tværs over Kattegat, ankom de 7 andre på stranden nær Falkenberg næste formiddag, frysende, forkomne, – men i live.
Vraget af Blenda er meget nedbrudt af tidens tand, alligevel er det bestemt dykkeværdigt som det står her på den lyse sandbund, på kun 28 meters dybde. Stævnen er brækket næsten af og er faldet meget sammen, broen er dels sunket ned i vraget og dels faldet ud på havbunden, på begge sider. Skibssiderne er flere steder kollapset så lasten af kalk er væltet ud. Når jeg synes at et så nedbrudt vrag alligevel er dykkeværdigt, skyldes det at der altid er god sigt og at her er et meget rigt dyreliv. Der er dog også stadig mange fine detaljer på selve vraget, for eksempel er der der hvor broen har været, en nedgang til maskinrummet og om til kahytterne. I maskinrummet er der en filebænk med en stor skruestik på og herinde er fundet flere flotte messinglamper og krukker m.m. gennem årene.