Tysk damptrawler på 137 brt. bygget hos J.C. Tecklenborg i Geestemünde i året 1896. Skibet blev bygget til J.Wieting A.G. i Bremerhaven med byggenummer 143, målene var 32,12 meter i længden og 6,30 meter i bredden. Butjadingen var fra stabelafløb i september 1896 og indtil forliset beskæftiget med trawlfiskeri, lige med undtagelse af perioden under 1. verdenskrig, skibet blev nemlig den 4. August 1914 indrulleret i Kejserliche Marines Vorpostflottille West, men overlevede krigen, hvor ellers en stor del af disse forposttrawlere blev sænket. Den 2. april 1919 kunne Butjadingen atter tage tilbage til fiskepladserne for J.Wieting, men blev i 1925 solgt til fiskeskipper F. Janssen.
Under fiskeri i Kattegat, strandede Butjadingen på lille middelgrund den 18. januar 1927. Efter at have modtaget hjælp fra en anden trawler blev Butjadingen bragt flot, men blev konstateret læk og valgte derfor at søge ind til Varberg, for at få besigtiget skaden. Så langt nåede de dog ikke, det lille skib lå stadigt dybere i vandet og jeg tør godt gætte på at søfolkene har haft det ret skidt, med udsigten til at risikere en tur i det vinterkolde Kattegat. Men inden det gik så vidt, fik besætningen prajet den Engelske damper Salerno, som reddede samtlige 11 Tyske søfolk fra den uvisse skæbne i den lille redningsbåd. Den lille trawler lå nemlig nu næsten omme på siden og kun kort tid efter at sidste mand havde forladt Butjadingen, sank den.
Historien om Butjadingen startede ved lidt af en tilfældighed. En af mig nær bekendt svensk lystfisker var ude og lede efter et andet vrag, som var sunket kort tid forinden og da han efter kort tids søgen lodder Butjadingen, noterer han intetanende, at nu er vraget fundet. Senere dukker positionen på det nyligt forliste skib imidlertid op i Efterretninger for søfarende og det viser sig nu, at der er tale om to vrag tæt på hinanden !
En varm og stille dag i maj 2001 blev udvalgt, til at afsløre hvad der gemte sig på positionen, jeg har herunder gengivet hvad jeg skrev i dagbogen :
Efter nogle øl og en god nats søvn, vågnede vi til blå himmel og dejlig morgensol. Luften var lun, trods det at klokken kun var 8.00 om morgenen. I dag skulle vi prøve endnu en ny position, afstanden til vraget var ca. 15 sømil og vi sejlede langsomt af sted på det spejlblanke hav, mens vi indtog vores morgenmad.
Dybden var angivet til 54 meter og det var alle indstillet på, men da vi nærmede os positionen viste det sig at dybden var omkring 58 meter og at det var dybden over vraget der var 54 meter, vi lurede lidt på lodskuddet, men stemningen var for at gennemføre, det var trods alt en “jomfru” der lå og ventede dernede.
Desværre var vi ikke omhyggelige nok med at smide loddet og vi kunne efter 3 – 4 minutter se, at Henrik var på vej op igen. Han var tydelig ærgerlig efter at have spildt dykketid på bar mudderbund, især fordi vi på den dybde, ikke har for meget tid i forvejen. Heldigvis er Henrik en fyr der kan se det positive i næsten alt, så han havde brugt et par minutter på at betragte nogle søfjer, når han nu var dernede. Efter at have trukket bundtovet op igen, blev loddet nu smidt meget omhyggeligt, skibet lå helt stille på det sted hvor vraget var højest og Kim var allerede i dragten, klar til at springe.
Kort efter at signalbøjen var i overfladen, for at vise at der var gjort fast, kom endnu en bøje op – en hævesæk. Jeg var næste dykker der skulle i vandet og selvom jeg var godt i gang med omklædningen, fik denne hævesæk mig til at sætte tempoet op, snart kastede jeg mig over rælingen og nedad gik det. Tankerne jagede gennem hovedet på mig, hvad mon det er for et vrag?, kroppen sitrede af forventningsglæde og det klare vand fik humøret til at stige yderligere. På omkring 45 meters dybde, kom mørket dog og omfavnede mig, herfra blev også sigten gradvis dårligere og da vraget tonede frem – i lygtens skær – på 55 meters dybde, var sigten reduceret til mellem 1 og 2 meter.
Det der var gjort fast i var tydeligvis en trawlbuk, en svær jernbøjle hvorigennem wiren som er forbundet til trawlet går, for at ende på skibets store wiretromle ved spillet, altså var der tale om vraget af en trawler, men hvilken?. Vraget havde noget slagside til styrbord, den side der var gjort fast i og jeg fulgte denne ræling om til agterdækket. Alt der havde stået på broen er væltet ud, dels til denne side, og dels bagud i vraget og på min tur, svømmede jeg henover både styremaskine med resterne af rattet, nathuset og maskintelegrafen. Jeg svømmede hurtigt tilbage, da der ved maskinrummet agter, lige havde været en anden dykker og mudre op, der var i hvert fald meget dårlig sigt. Tilbage ved broen studerede jeg nu de ting, der lå på dækket og granskede nøje det der var tilbage af brobygningen, for at se om vi – via en eventuel byggeplade – kunne identificere vraget. Et kig på computeren gav et nedslående vink, om at eventyret snart var slut – allerede 20 minutters deko. Hurtigt fik jeg fyldt hævesækken med luft, en smuk maskintelegraf med Tysk skrift skulle atter se dagens lys. Jeg nåede lige at svømme frem til bakken og få et hurtigt kig, hvorefter jeg startede opstigningen, da jeg fra bakken havde fanget bundtovet i lyset fra min dykkerlygte.
Opad gik det, de første 10 meter i rask tempo og herefter, lidt langsommere end de foreskrevne 10 m./min. Da jeg var nået op omkring de fyrre meter, var der så lyst at jeg kunne aflæse computeren uden brug af lygten. Jeg havde været på vraget i 19 minutter og for det måtte jeg betale, med godt 40 minutter af min sparsomme ungdom – i dekotid – men pyt, jeg var vældig tilfreds med dykket og havde det rigtigt godt.
Da vi kom hjem, kunne jeg – dels ud fra de ting vi fandt og dels efter granskninger i mit forlisarkiv – hurtigt konstatere, at det vi havde fundet var vraget af den Tyske trawler “Butjadingen”, en trawler på 137 brt. bygget hos J.C.Tecklenborg, Bremerhaven i 1896 og som under fiskeri, var grundstødt på Lille Middelgrund den 18. Januar 1927. Efter grundstødningen, lykkedes det selv besætningen at komme fri af grunden, men skibet var læk og på vej ind til Varberg, sank skibet under fødderne på de 11 fiskere. De nåede heldigvis at praje den forbipasserende Engelske damper “Salerno”, som lykkeligvis reddede alle de nødstedte, fra det iskolde hav.
**************************************
Butjadingen er et fint lille vrag og meget intakt alderen taget i betragtning, der ligger jo en del af den type trawlere i Kattegat som alle er meget ødelagte, på grund af den hårde medfart Englænderne gav dem under 1. verdenskrig. Det er derfor dejligt at have fundet et så intakt eksemplar, det giver mulighed for bedre at kunne forestille sig, hvordan mange af de andre trawlere har været indrettet og set ud. Det er et vrag vi helt sikkert vil besøge igen, inden længe.
