Mens vi venter på foråret

Årets formentlig sidste Østersøtur, blev over natten forvandlet til en tur i mere hjemligt farvand; Øresund, på grund af pludselig opstået vind (ifølge DMIs meldinger). Da jeg rykkede gardinerne fra kl. 8.00, var det stadig mørkt udenfor, men med et hvidt lag sne overalt i haven og der var is på bilruderne. Glæden ved at skulle på havet, kølnede hurtigt noget og da jeg så fik fat i det stivnede grej i tønden, mistede jeg næsten lysten til at tage afsted.

Men inden længe, sad jeg på vej nordpå ad Helsingørmotorvejen, skulende op mod en blygrå og tung himmel og med en halvtør ostemad som eneste trøst. Det lysnede dog noget jo længere nordpå jeg kom og de glade ansigter i havnen, fjernede de sidste betænkeligheder. Nu skulle vi ud og dykke.

Henrik gik som sædvanligt rundt om bådtraileren og kommanderede med Kasper, de to ”fremmede”; Sune og Tina, var i gang med at iføre sig en masse tøj og det tog sin tid (for det er jo teck-tøj). Men endelig var også de færdige og vi kunne forlade havnen, med kurs mod Otto.

Der var slet ingen vind, men store bløde dønninger og bare omkring 1,5 knob strøm, gode forhold og alt gik da også som det skulle. Loddet blev smidt rigtigt første gang, der var bundet på efter få minutter og efter at have hjulpet Tina i omkring 20 minutter, med de der “enormt smarte” tørhandsker som er blevet så populære, var det min tur til at komme i havet. Strømmen aftog som ventet efter 5-8 meter og var herefter kun ganske svag, til gengæld tonede vraget frem kort efter og vidnede om, at sigten ligesom sidste gang vi var her, var noget over gennemsnittet.

Herligt at møde vraget i denne sigt og med så høj iltprocent, at det var hensynet til de andre som afgjorde hvornår jeg havde fået nok. Jeg svømmede hele vraget rundt, nød fiskelivet, hvoraf især mange gråsej pilede omkring. Flere steder stod mindre stimer på 4-6 individer, hvor de havde fundet noget strøm at boltre sig i. Vraget rager jo 8 – 10 meter op over havbunden og selv en svag strøm i Sundet, kan visse steder blive temmelig stærk, når den passerer forhindringer af denne størrelse. Her stod altså disse gråsej og hyggede sig imod strømmen og jeg kunne komme dem ganske nær, men havde ingen harpun. Det eneste våben jeg havde, var min kniv og med den sikrede jeg mig et par store flotte rødtunger nede på havbunden, mens jeg rundede roret og propellen. Herefter svømmede jeg nærmest diagonalt henover vraget og imellem alle de jernbanesveller som i sin tid udgjorde skibets last, så jeg også flere fine tunger, men kunne ikke nå dem med kniven.

Tilbage på broen havde jeg stadig mere tid, så jeg brugte 5 minutter på at grave lidt og dybt i sandet, fik jeg af en kasse brækket et bræt af, som jeg trak op og smed fra mig. Jeg rykkede lidt rundt om mig selv, mens jeg fortsatte min søgen i vragets indre og på et tidspunkt lå jeg med næsen 10 cm. fra brættet. Træet var helt lyst og uden begroning, så jeg var sikker på at det var ”mit bræt” og uden besvær kunne jeg læse noget tekst på det, som fangede min interesse. Nu var tiden imidlertid gået, der var kun få minutter til jeg ville gå i deco og overfladestrømmen in mende, var det om at finde tilbage, binde af og komme op til de andre. Kasserne i sandet måtte vente til en anden gang, men jeg havde da åndsnærværelse nok, til at få brættet med mig op.

• 

• 

Oppe i båden igen, fik jeg straks stukket en juleøl i hånden, så kan man ikke nå højere efter et godt dyk. Vi hyggede os lidt på vej ind og jeg har forresten nær glemt, at vi på vej ud fulgtes af marsvin, som var tydelige at se med den blanke havoverflade som baggrund.