Tysk Coaster på 299 brt. som blev bygget på J.J. Sietas schiffwerft i 1951 som byggenummer 339. Første navn var Jacob Becker og det nye skib målte 43,40 meter i længden og 7,85 i bredden. Skibet var alle dage hjemmehørende i Hamborg, men med skiftende ejere og i august 1961 blev navnet ændret til Johannes L.
Johannes L. afsejlede den 26. november 1979 fra Kobberværkshavnen ved Helsingborg, på vej mod Stralsund i ballast. Men på vej ud af havnen, ramte skibet en duc d´albe hvor en af stålstiverne var blottet, så den skar hul i skibssiden. Johannes L var nu læk og nåede ikke at sejle langt, før stærk slagside indtræf. Kort efter stoppede maskinen og skibet drev nu mod land – krængede rundt og sank. Den fem mands store besætning nåede at redde sig i egen flåde, uden at være kommet noget alvorligt til. Efterfølgende blev de, noget forkomne, bragt i land af Helsingborg lodsbåd, som var ankommet umiddelbart før kæntringen. Selv om vraget var relativt uskadt, besluttede ejeren ved søforhøret i marts 1980 at kondemnere det og da det ikke ligger i vejen for nogen, har de Svenske myndigheder valgt at lade det blive liggende hvor det sank. Her har vraget været til stor glæde for mange dykkere siden.
Liggene tæt på kysten på kun 8 – 9 meters dybde, blev Johannes L. hurtigt et af områdets mest besøgte vrag. Alle kan være med her, men det betyder da også at vraget nu er meget “slidt” af de hundredvis af dykkere. Med slidt mener jeg altså ikke bare tidens tand, men også den menneskelige belastning, hvor dykkere fjerner alle løse ting, eller kommer til at brække ting af ved klodset adfærd. Herudover er Johannes L. et godt eksempel på hvor galt det kan gå, når nogen ødelægger et vrag ved at tage souvenir. Man tror det er løgn når man ser skruen, eller rettere resterne af den, ét skrueblad er skamferet med en række store hakker savet med nedstryger. Jeg gad vide, hvem de stolte ejere af disse nu manglende stykker skibsskrue er? Et andet skrueblad er savet af i ét stykke, men selv sådan et helt afsavet skrueblad, har jeg meget svært ved at se kan være flot, andre steder end på vraget.
Med risiko for at blive overfaldet verbalt af nyere tiders “politisk korrekte dykkere”, så har jeg altid syntes det var i orden at tage souvenir fra vragene, men at skamfere et vrag på denne måde, det er simpelthen unødvendigt og dumt.
Tilbage til vraget, der er fortsat meget at se på og dykketiden er kun begrænset af luftforbruget. Vraget ligger på bagbord side og det er muligt at komme ind både i stævnen og under broen, men pas på, det er ligeså farligt at svømme ind i et vrag der ligger to meter, som 40 meter under overfladen. På dage med lav vandstand i Sundet, kan man stå ovenpå vragets styrbord side, med vand til midt på brystkassen og ofte er sigten så god, at man kan se bunden tydeligt fra oversiden af vraget.
