Denne dag var egentlig helliget et par nye vrag, som angiveligt var blevet loddet op og det ene endda fisket i. Men efter at have brugte et par halve timer med sonaren, kunne vi blot konstatere, at vi var blevet narret.
Tætteste sikre vrag, på den sidste af søgepositionerne var Wien og da valget var truffet, begyndte det at rumstere i mit hoved, det var faktisk 20 år siden jeg havde været der. Jeg genkaldte mig – så godt det var muligt, vragets stilling og tilstand, men samtidigt tonede også historien frem, fra dengang jeg sidst var på stedet. Chancen for at fortælle en god røverhistorie, lader jeg ikke gå fra mig, så jeg fortalte selvfølgelig Henrik, Kasper og Anders, hvordan det foregik dengang i 1992 og den samme historie får i her:
Det var i maj 1992 og vi lå i Anholt havn, indkommet efter en lidt blæsende men solrig dag, hvor vi havde dykket på M-403 med et hold tyskere. Sidst på eftermiddagen, ankom Holbæk dykkerklub i deres kutter og på kajen smilte de hemmelighedsfuldt, når talen faldt på hvor vi hver især havde dykket. De ville ikke rigtigt ud med det, men efterhånden som vi fik nogle øller, slap det ud at de havde fundet en skibsklokke hvori navnet “Wien” var indgraveret. Det var så vidt jeg husker, det eneste de havde fundet på vraget, men der var meget dybt og vraget var pakket helt ind i garn og trawl, fortalte de.
Positionen ville de selvfølgelig ikke ud med, men på et tidspunkt efter endnu flere øller, var der en som røbede at de havde fået positionen af en fisker, som kaldte vraget for “Nyholm Strand”. Disse kaldenavne, bestemmes ofte af den som først har fundet vraget og det får så navnet efter manden, skibet, eller noget som knytter sig til omstændighederne, hvorved vraget blev fundet. Og se, lige præcis navnet “Nyholm Strand”, fik en lille skibsklokke til at ringe i vore indre øren, det navn stod nemlig også skrevet på Steens gamle Duus-kort og vi havde flere gange tidligere talt om, at ville undersøge hvad det var som lå der. Vi havde dog hver gang sprunget den over, fordi de 44 meter dengang føltes lidt dybt og fordi vi i 1990-erne, stadigt kunne finde nye vrag på lavere vand.
Vi havde nølet for længe og nu var det for sent, skibsklokken var og blev væk, men vi var alligevel blevet tændte og der var jo ingen grund til at sidde og vente, på at maskintelegraf, kompas, byggeplade, lanterner m.m. skulle havne i Holbæk. Ikke så længe vi havde plads på hylderne derhjemme, i hvert fald.
Næste dag afmønstrede tyskerne efter endt dykning og vi var nu kun et par dykkere ombord, foruden Steen som ejede skibet. Meget tidligt næste morgen, blev kursen lagt i sydøst og den gamle 6-cylindrede Ford fik lov at arbejde lidt hårdere end den plejede. Alt blev gjort klar på skibets dæk, ja både bundtov og dykkerudrustning – for ikke at tale om Morten og jeg, var klar flere timer før vi ville anløbe positionen.
Morten trak det længste strå og sprang først i vandet, jeg blev så tilbage på skibet, hvor jeg ydermere måtte lide den tort, at hale hans hævesække op med lanterner og nathus. Senere hvor det blev min tur, endte også maskintelegrafen, kompasset og nogle småeffekter på dækket. Vi måtte dengang fjerne en del trawl på vraget, for at komme til at bjærge tingene, men i det store hele ligner vraget i 2012 sig selv, som dengang for 20 år siden, hvilket jeg nu vil beskrive.
Stævnen står højt op i vandet og er pakket fuldstændigt ind i trawl, man kan dog se ind gennem tærehuller i skibssiderne og ingen har gidet ulejliget sig, med at fjerne de fine koøjer her. Heroppe er der kun omkring 35 meter dybt og fra bakken og ned på dækket er der så et par meter, herfra kan man svømme langs lønningen og man fornemmer tydeligt, at man svømmer nedad. Fortsætter man i en af siderne ender man til sidst i mudderet på ca. 43 meters dybde, hvor vraget simpelthen forsvinder. I bagbords side, kan man et par meter før vraget går i ét med havbunden, se den øverste halve meter af den karakteristiske trawlbuk, med taljeblok. Denne trawlbuk som sidder fast i dækket, er 2 meter høj og viser med al tydelighed, hvor langt vraget har boret sig ned i den bløde bund, dengang det sank. Wien blev i øvrigt sænket af engelske destroyere, under første verdenskrig. Første verdenskrig, som mod slutningen også var en udmattelseskrig og hvor fødevareforsyninger var mindst lige så vigtige, som krudt og kugler. Wien var et civilt fiskeskib og havde ingen armering, men englænderne ville afskære tyskerne enhver mulighed, for forsyninger til fronten.
Svømmer man opad mod stævnen igen, men holder sig midtskibs, svømmer man henover det lange maskinrum, hvor man kan se ned gennem de 6 skylights, da lugerne er faldet af. Maskinen ses tydeligt og her er også trappe, gelænder og helt fremme under broen, kan man også se manometre m.m. på skottet. Det er sjov at bemærke, at en stor del af maskinrummet er under bundniveau. Der hvor maskinbygningen stopper, har bagsiden af brobygningen været, men broen er styrtet så meget sammen, at den store kedel med tilhørende damprør er synlig. Kun den forreste del af broen er næsten hel og det var her vi for 20 år siden og under stort besvær, skar alt trawlet af og trak det væk. Lige foran broens forkant, står det mægtige dampspil, som i sin tid blev brugt til at hale de tonstunge og fiskefyldte trawl indenbords med, via en bom. Herfra og frem til bakken, er der bare de to tomme lastrum, der for 94 år siden indeholdt de fisk, som skulle have ernæret de mange sultne tyskere.
Da jeg var nået her tilbage på min svømmetur, frøs jeg så meget om fingrene at det gjorde ondt i håndleddene. Der var bare gået 15 minutter, så jeg syntes det var lidt tidligt at svømme op, men da jeg befandt mig lige ved bundtovet var der jo ikke så langt “hjem”, jeg svømmede derfor ind under bakken og prøvede at fjerne lidt trawl her, for at se om jeg kunne komme længere ind. Men efter yderligere 5 minutter ville fingrene ikke mere, skulle jeg have kræfter til at komme op i båden, skulle jeg op nu. Efter at have ligget 8 minutter på deko i lidt lunere vand (8 – 9 grader), havde hænderne det igen fint og jeg var ganske fornøjet over gensynet.
Da de sidste to dykkere kom op fra endt dyk, enedes vi om at tage 2. dyk på Kronprinz Wilhelm, her var alt også som det plejede, men her er vi jo næsten hvert år. Herom kunne jeg også fortælle en del, om både det ene og det andet, men så bliver beretningen nok for lang.
På Kronprinz Wilhelm var jeg i knap en halv time, uden at fryse det mindste, sigten var ikke så god, men jeg nåede rundt på det meste af vraget. 3-die og sidste dyk var på Mirs vrag, for at hente en posefuld krabbeklør, men det var det småt med og fisk var der ingen af. Fisk havde der heller ikke været på de foregående vrag, men det bliver nok bedre med tiden, hvis Greenpeace´s betonklodser begynder at virke.
Allan Jensen 3.maj 2012