Dansk fiskekutter på 19,53 brt. bygget 1960 på Bornholm, hvor den sejlede i nogle år under navnet “Plankton”, reg nr: R 53. Kutteren blev solgt til Erik Jensen, Strandby, i 1974 og omdøbt til “Frank Dalgård”, reg nr: FN 421. Herefter var skibet hjemmehørende i Strandby ved Frederikshavn.
Frank Dalgård blev, under fiskeri syd for Læsø den 10. marts 1977 – lidt over midnat – påsejlet i styrbord side midtskibs, af det 13.000 brt. store russiske motorskib Irkutskles. Forholdene den nat havde ellers været gode, med roligt og klart vejr, men kort før ulykken havde skipper Erik Jensen observeret nogle lokale tågebanker. Det var bedstemanden Jørgen Jensen som førte skibet da kollisionen indtraf, mens skipper og søn fik sig et hvil i for-lukafet. Hvad der for de tre fiskere utvivlsomt har været en voldsom oplevelse, har for russerne kun føltes som et lille bump og de har formentlig ikke været klar over sagens alvor, før de tre fiskere kastede sig ombord i det russiske skib.
Erik Jensen fortæller; få sekunder efter det voldsomme stød, var jeg ude på dækket. Vi hang da fast på stævnen af russeren. Straks efter lukkede vi lastlugen op og så at lastrummet var fuld af vand. Så var jeg klar over, at det kun var et spørgsmål om minutter og slog fuld kraft frem. vi ramte det russiske fragtskib i siden og sprang alle tre op på det. Jeg gik straks op på kommandobroen og forsøgte at kalde Skagen radio. Da jeg et øjeblik efter kiggede ud af styrehusvinduet, forsvandt kutteren.
Alle tre fiskere, blev nogle timer efter samlet op af en anden Strandbykutter; H.Thaarup og bragt i land i Strandby. Her blev de modtaget af blandt andet fru Else Jensen, med en pose varmt tøj til mand og søn, idet de stadig kun var iklædt det de var gået til køjs i.
Vraget ligger nu på 40 meter vand og er meget ødelagt, næsten alt træ er væk og foruden dieselmotoren, gear og skruetøj, er der kun nogle sammenviklede trawl, trawlskovle, aluræling og diverse spil tilbage. Men som en lille oase, tiltrækker vraget et rigt dyreliv på den ellers flade sandbund.