Sommer og efterår, har været en hård prøvelse for de dykkere, som er afhængig af at sejle for at nå sine mål. Aflysning på aflysning har der været til de længere ture, på grund af vejret og når jeg kigger i logbogen, bliver jeg i tvivl om, hvor vidt jeg har glemt at skrive.
Men endags turene i Øresund er nu ikke til at kimse af, især når de som denne dag lover stille vejr og kun lette skyer, til at beskytte mod solskoldning. Vi afsejlede som vanligt fra Rungsted, med kurs mod vraget af den svenske damper Robert. Sundet lå, som havde nogen hældt olie på det og sejladsen var behagelig. Efter at have nået vraget og slået første tørn omkring det, kunne jeg konstatere at der var noget strøm på stedet og at denne mod sædvane var sydgående. Ved næste oversejling, fik jeg dog placeret os, så vi kunne blev liggende over vragets højeste punkt, mens vi lod loddet gå.
Linen løb ud og bøjen satte sig tungt, men vi havde ramt vraget, det var strømmen som strakte linen ud. Snart efter sprang Kim i vandet og efter få minutter, var signalbøjen i overfladen, vi fik gjort båden fast og Michelle røg samme vej som Kim. Jeg lod maskinen få sig et hvil og stilheden var næsten larmende. Jeg kunne dog snart høre skrattende tale på svensk, fra lystfiskebådene som lå nogle hundrede meter væk. Gid fanden havde disse højttalere, som konstant orienterer om hvor dybt sildene befinder sig.
Endelig blev det min tur, Kim nåede at fortælle om god sigt og mange fisk mens han lynede mig, men ofte opleves forholdene meget anderledes, end det man får fortalt. I dette tilfælde var det dog meget præcist, sigten var mindst 5 meter og bedredes, efterhånden som jeg nærmede mig stævnen på vraget. Der var gjort fast i bagbord side foran poopdækket og inden jeg havde rundet agterenden, havde jeg fyldt tre tunger i posen og set flere torsk. Det er ellers mange år siden jeg har set torsk af betydning på Robert, men da jeg nåede bagsiden af broen, så jeg igen en mindre stime af torsk i 2-5 kilos klassen. Under en af pladerne ved maskinrummet, lå endda en på 10 kilo+.
Jeg fik efterhånden bevæget mig op i stævnen og nu var det med torskene ikke overraskende længere, der var fisk over det hele og i den gode sigt kunne jeg følge dem længe med øjnene, selvom de tog flugten. Tungerne tøvede lidt længere med at stikke af og det kostede flere af dem livet. Snart havde jeg også rundet stævnen og var nu hastigt på vej tilbage mod mit udgangspunkt, for øvrigt efter at have passeret hele to nyere hvide bundtov, med galvaniserede ankre. Jeg synes sgu´ det er noget af en luksus, når man sådan har råd til at snitte bøjen og lade det hele gå til bunds, når man er færdig med at dykke. Men måske hænger det anderledes sammen.
Tunger lærer helt fra små at gemme sig, eller stikke af….. 
Her er nogle af dem, som ikke fik det lært
Oppe i båden igen, fik vi hyggesnakket lidt, inden 2. dykket. Rækkefølgen var den samme og min tur rundt på vraget afveg heller ikke meget fra før, uden dog på nogen måde at være triviel. Efter at have bundet af, kunne jeg mærke at det rykkede lidt i tovet. Det var begyndt at lufte lidt, men til gengæld var solen begyndt at titte frem og mens vi gyngede hjemad, fik vi dagens første og eneste øl.
Allan Jensen 6.oktober 2012
Foto: Kim Rønn