I denne efterårstid, er det glædeligt at der stadig er dage med sol og stille vejr, så der kan dykkes. Når det så er på en lørdag, er det endda muligt at fylde båden med hele 4 mand og vi mødtes derfor i Smygehamn som vi plejer, uden at have aftalt et mål for turen. Steen Mathiesen som skulle med, er jo inkarneret stort-jern-vrags-dykker og for ham er træplanker noget man finder i et byggemarked. Jeg regnede det derfor som en selvfølge, at vi skulle på Jacobus Fritzen eller Undine, da årstiden trods det fine vejr, ikke indbyder til nogle af de nyere vrag 25 – 30 mil fra land. Overrasket blev jeg dog, da der fra flere sider blev ytret ønsker om at lede efter noget nyt og så måtte jeg have sedlen frem.
Efterhånden, ligger de nye vrag vi leder efter længere og længere væk, hvilket i mange tilfælde også betyder dybder lige omkring 50 meter. Når man fylder nitrox på flaskerne og blander til grænsen, efter vrag på max 45 meter som der jo er de fleste steder, så risikerer man at sætter sig selv skakmat. Dette ment på den måde, at man risikerer at dykke et sted hvor der er 5 meter dybere, end man troede og hvor vraget bare er et par meter højt = ikke godt for iltpartialtrykket i kroppen. Men i dag var der sparet på ilten og vi kunne dykke hvor som helst, så efter at have diskuteret emnet de første 2 – 3 sømil i retning mod syd, enedes vi om et vrag jeg kun tidligere har været på én gang i meget dårlig sigt, for mere end 10 år siden. Jeg kunne intet huske derfra, andet end store torsk i hundredvis som mudrede op, så det var jo på en måde første dyk på stedet og jeg glædede mig.
Vi fik hurtigt loddet vraget op, det var ikke ret stort, men det så helt og samlet ud på sonarskærmen og loddede 2½ meter op over havbunden, hvor der var 48 – 49 meter dybt. Da jeg er den bedste til at binde på et vrag, blev jeg valgt til dette og glædede mig ved at glide de første 40 meter ned mod det ukendte, gennem vand der var lige så klart som det der kommer ud af vandhanen. Men glæden blev kort, for fra 45 meter var alt jeg kunne se under mig, torsk og mudderskyer som rejste sig fra bunden. Jeg fik gjort kæden fast og så nogle meter væk en forhøjning, som jeg svømmede hen til. Det viste sig at være en stor stabel af ildfaste sten, hvor en del af dem var hvidglaseret på den ene side, omkring stabelen af sten, lå der lidt ituslået lertøj og ubestemmelige messinggenstande. Meget af min tid gik med at analysere de ting jeg så og efterhånden som mængden af torsk og mudderskyer aftog, fik jeg bevæget mig længere op imod det jeg mener er stævnen, dog uden at nå målet på første dyk.
Oppe i solen forbandede jeg de mange fisk, indtil jeg kom i tanke om min madpakke som jeg nød i solen, mens de andre afløste hinanden på vraget. De andre tre kunne berette om god sigt og ikke en eneste fisk (?) Efter endt afgasning og indtagelse af vådt og tørt, blev det min tur igen.
Denne gang var der ganske rigtigt ingen fisk, det vil sige en enkelt torsk her og der var der, som forsøgte at trykke sig i hjørnerne hvor de følte sig i skjul, men ikke en eneste muddersky. Vraget var som forvandlet og tonede tydeligt frem under mig, det tog mig nu meget kort tid at nå op i stævnen, som nu viste sig at være knust og gå i et med havbunden. Ingen ankre eller spil, men en stor rulle meget svært hampereb tittede frem af mudderet og da jeg tog fat i det, viste det sig at være i vældig god stand. Omkring tovet kunne jeg grave korn frem, som formentlig er en del af skibets last. Ude på styrbord side, fandt jeg på vej tilbage det manglende spil, som formentlig er blevet trawlet af for længe siden, da det er sunket halvt ned i den ellers hårde lerbund. Tilbage ved stabelen af de glaserede teglsten, kunne jeg konstatere at også her var der korn overalt, når man stak armen dybt i mudderet. Igen har vi fundet et mindre trævrag fra 1700-tallet, lastet med korn og som siden er tromlet i smadder af talrige trawlere. Dette vrag er så ødelagt, at det kræver god fantasi at forestille sig det på havoverfladen, men de potteskår og halve flasker som lå rundt omkring, kunne sikkert have gjort en arkæolog henrykt. Jeg har i hvert fald set mindre potteskår fra samme tid, på muserne rundt omkring.
En oplevelse rigere og med sol og vind bidende i kinderne, sejlede vi nu glade mod Smygehamn, endnu et vrag var fundet og det bliver nok det sidste for i år.
Allan Jensen 15. oktober 2011