Norsk 3-mastet brigantine, bygget i Kalmar i 1864 under navnet “Sjötrollet”. Skibets mål er oplyst i fod, 114,20 i længden og 23,10 i bredden. Sjötrollet blev i 1887 omdøbt Livlig og var fra da af hjemmehørende i Frederikshald, det nuværende Halden i Norge.
Livlig var den 29. august 1898, på rejse fra England til København med en last af kulbriketter. Men ved Lappegrunden lidt nord for Helsingør, kolliderede Livlig med den engelske krydser Cleopatra, kollisionen skyldtes fejlnavigering som følge af strømsætning. Straks efter kollisionen, satte englænderne bådene i vandet og sejlede den norske besætning til hjælp. Der var ikke umiddelbar fare for skibets sikkerhed, men man ankrede op og begyndte nu at omlaste Livlig, for at kunne udbedre skaderne. Da næste morgen gryede, begyndte Cleopatra at bugsere Livlig mod København, for videre reparation. Udover Livlig´s egen besætning, blev 18 engelske søfolk ombord, det var nemlig temmelig hårdt vejr og selvom Livlig ikke var konstateret læk, var både skanseklædning og dæk svært beskadiget. De engelske søfolk var derfor med, for at bistå med lænsning hvis havaristen tog vand ind.
Allerede da de havde rundet Kronborg, påbegyndtes lænsning, idet man pejlede vand i lastrummene. Det regnede kraftigt og vandet er formentlig sevet ned gennem det ødelagte dæk. Da den tiltagende vind samtidigt fik bølgerne til at vaske ind over det lille skib, havde pumperne trods de mange hænder svært ved følge med. Da de nåede til cirka midt på Vens vestlige kyst, overskylledes Livlig så voldsomt at det ikke rejste sig igen, men lå dybere og dybere efter hver bølge. Besætningen som indså hvad der var ved at ske, sprang overbord og reddede sig derved. Livlig sank på få minutter og selvom man fra Cleopatra reagerede hurtigt, reddede man foruden Livligs besætning kun 12 af de 18 engelske søfolk. De resterende 6 matroser, blev selv efter lang tids søgen aldrig fundet.
Vragets master blev få dage efter forliset sprængt af, på grund af den ringe dybde og af hensyn til skibsfarten i det befærdede Øresund, herefter fik vraget lov at stå urørt, i mange mange år. Selvom vraget ikke havde udgjort nogen fare i mere end 75 år, valgte Farvandsdirektoratet (nu Farvandsvæsenet) at sprænge vraget totalt i smadder, efter at sportsdykkere havde indrapporteret fundet. Dette anstrengte med rette dykkernes forhold til myndighederne i 1970-erne. Mange dykkere, anmeldte i årtier efter ikke deres vragfund til myndighederne, af frygt for at få smadret deres nyfundne og dykkeværdige vrag. Det er dog mit indtryk, at denne mistro nu hører fortiden til.
Selvom vraget blev svært beskadiget af nedsprængningen, er det dog bestemt et dyk værd. Som begyndervrag er det rigtig fint og rejser sig godt 3 meter over havbunden, hvor der er cirka 17 meter dybt. Skroget er stadig så intakt, at selv en utrænet vragdykker kan genkende konturerne af det gamle skib og dermed få sig en rigtig vragoplevelse. Kulbriketterne ligger i dag ligeså meget udenfor, som inde i vraget og her er som regel god sigt og masser af dyreliv.
