Norsk 3-mastet barkskib på 546 brt., bygget i Amsterdam i 1842, under navnet Zeeland. Skibet var bygget i træ på jernspanter og målte 129 fod i længden og 32 fod i bredden.
Merkur var hjemmehørende i Moss og det var også herfra, at kaptajn B.A.Olsen sidst i marts 1898, styrede sit skib sydover mod København, med en ladning is. Det blæste en stiv kuling med høj sø fra nordøst, men det var ikke noget som kunne bekymre en norsk sømand, tværtimod kunne vinden afkorte deres rejse, med den kurs de havde lagt. At sejle is fra Norge til Danmark på et sejlskib, kan måske lyde lidt underligt. Men det var faktisk en almindelig trafik gennem mange år og pågik også næsten året rundt. På de norske elve, savede man isen ud i blokke om vinteren og gemte den i huler i fjeldet, her kunne det holde sig meget længe. Ombord på et skib skete der naturligvis en afsmeltning, helt op til 50% i sommermånederne på lange afstande, men is var en efterspurgt vare dengang, så det var en lønsom forretning.
Da man på Merkur den 26. marts kl. 15.30 troede, at man havde passeret Lille Middelgrund, huggede skibet pludselig hårdt i bunden. På grund af strømsætning havde man været ude af kurs og havde tilligemed, overset vageren på grunden. På grund af den svære sø drev skibet hurtigt flot, men agterenden var blevet svært beskadiget og skibet lystrede ikke længere roret. Man hejste nødflag og inden længe dukkede da også en damper op, som holdt sig i nærheden nogen tid. Men da det på grund af vejret, var umuligt at skabe forbindelse imellem skibene, fortsatte damperen sin rejse. Foruden rorskaden, var Merkur også blevet læk ved grundstødningen, men ikke mere end at man sagtens kunne holde skibet læns. Besætningens største bekymring var derfor, at man drev hastigt ned mod Anholt Østerrev og at et totalforlis derfor var nærmest uundgåeligt. Ved at smide bagbords anker, sinkede man driften i skibet og lå samtidigt bedre i vandet, men mørket faldt på og de drev stadig mod en uvis skæbne. Ud på natten stak de også styrbord anker ud og lå nu ankret op nordvest af fyret, men da morgenen gryede tiltog vinden yderligere og man kappede riggen. Hen ad formiddagen konstateredes det, at de tog mere vand ind, end de kunne nå at lænse og kaptajn Olsen beordrede derfor storbåden gjort klar, for at søge land. Den samlede besætning på 11 mand, nåede sikkert i land på Anholts nordkyst, efter at have roet i halvanden time. Den 28. marts 1898, forsvandt Merkur fra havets overflade og lagde sig til hvile på 16 meter vand.
Kattegat er hård ved sine gæster, på sådan et vrag begynder nedbrydningsprocessen næsten med det samme, pæleorm fortærer alt træet og jerndele er mørnet af rustangreb, allerede efter 50 år. På vrag hvor lastrummene er fulde sker nedbrydningen kun udefra, men på Merkur som var lastet med is der hurtigt er væk, angribes træet fra begge sider. Når træet er væk blotlægges jern og metaldele, som så også angribes og forgår. Det er da også et meget nedbrudt vrag, som ligger et par mil nord for Anholt på 16 meter vand. Jernspanterne kan følges i sandet, næsten hele vejen rundt, nogle rager 2 meter op, andre bare 10 – 15 centimeter. Her og der ligger spil, klys og andre svære jerndele, men ellers er der ikke meget tilbage, det er dog et godt sted at fylde posen med velsmagende taskekrabber.
