Johanne var en dansk skonnert, bygget i Eckernførde af eg på eg i 1911 og var på 65 brt.
Johanne var hjemmehørende i Marstal og det var H. Eriksen som var både ejer og fører af skibet. Han afsejlede fra København den 30. august 1913, sammen med 2 besætningsmedlemmer og skibet indeholdt en last af 90 ton foderkager, med Frederikshavn som bestemmelsessted. Noget tid efter at have passeret Kullen og kort før midnat, blev Johanne påsejlet af det svenske orlogsskib Tordön, som sejlede på næsten parallel kurs. Tordön strejfede Johanne i bagbord side i stævnen og efter at være kommet sig over forskrækkelsen, konstaterede besætningen at skibet var læk. Man fortøjede Johanne på siden af Tordön, men selvom man anvendte eksterne pumper fra orlogsskibet, lykkedes det ikke at få skibet pumpet læns og man kunne derfor ikke finde og udbedre lækagen. Johanne lå dybere og dybere og besætning samt hjælpere fra det svenske orlogsskibs besætning, måtte springe i sikkerhed, da fortøjningerne sprang og skibet sank.
På begæring af den svenske “lotsstyrelse”, blev vraget af Johanne eftersøgt og fundet senere samme år. Udgifterne i forbindelse med at eftersøge og afmærke vraget, beløb sig til 103 kroner og 18 øre. Man bestemte samtidigt, at vraget kunne være til hinder for skibstrafikken og valgte derfor ved en senere lejlighed at nedsprænge det. Udgiften i forbindelse med sprængning af master og andet opstående, beløb sig til 15 kroner og 29 øre og herefter, var der ifølge rapporten 37 meter vand over vraget.
I dag er der 40 meter vand over vraget, som ligger på 42 meters dybde. Dette vidner jo om, at der ikke er meget tilbage af vraget og det er stort set heller ikke andet, end en bunke mudder. Foderkager og det træ skibet har været bygget af, er i dag en rådden masse, hvor kun nogle få dele er genkendelige. Sigten er også plaget af, at det stadig gærer og bobler fra den bløde masse, som hovedsageligt udgør vraget.