Svensk Fuldrigger på 1849 brt. og 81 meter lang, bygget hos R. Williamsson & Son, for R.W. Leyland & Co. i 1885, hvor den fik navnet “Grassendale”. Skibet blev solgt og omdøbt flere gange, i 1920 fik det navnet Ernst og kort tid efter blev det solgt for sidste gang, mens det lå på værft i Amerika. På grund af første verdenskrig, havde ejerne ikke ofret meget vedligeholdelse de seneste 6 år. Risikoen for forlis var stor under krigen og der var ingen grund til at miste mere end højst nødvendigt, men nu blev skibet gået grundigt efter og repareret. De nye ejer var A.B. Svenska Lloyd og de fik et godt skib billigt, billigt fordi sejlskibenes dage var ved at være talte. Første rejse for de nye ejere, var fra Santos til Århus med 2800 ton oliekager, men første verdenskrig var kun lige slut og farvandene var stadigt minerede. Man havde derfor valgt, at lade skibet slæbe sikkert fra Skagen til Århus, men da fyrbøderne strejkede, var det ikke muligt at få slæbebåd. Alligevel fortsatte man kun med hjælp fra lodsen, at krydse ned gennem Kattegat, på trods af minefaren. Den 24. april om aftenen, så man for sidste gang – fra Skagen fyrskib – Ernst. Skibet krydsede da for små sejl i den hårde kuling og det formodes, at Ernst i løbet af natten er stødt på en mine og er sunket med mand og mus.
Om end masterne nu er væltet, er Ernst fortsat majestætisk og er man lidt heldig med sigten, venter der en oplevelse ud over det sædvanlige. Det kræver dog nogen erfaring for at få et overblik på et vrag af denne størrelse, når master og ræer liggende spredt overalt. Jeg har et par gange fulgt en mast eller rå, i den tro at jeg vidste hvor den førte hen og så først opdaget at have valgt den forkerte, da jeg nåede til enden 20 meter væk, men så får man jo nogen gange set noget nyt på den måde. Bunddybden er 46 meter og vraget lodder 6 – 8 meter.
De forreste 10 meter af vraget er brækket af og ligger ca. 10 meter fra resten, man kan dog følge en wire i vragets styrbord side, som forbinder delene. Det er nemlig ikke muligt at se fra del til del, for sigten på stedet er aldrig bedre end omkring 2-3 meter. Det er en speciel fornemmelse, at forlade hovedvraget og svømme vandret ud i det bare intet. Men det var den chance jeg tog, på et tidspunkt hvor de som havde dykket mere på vraget end jeg, havde fortalt at stævnen manglede. Straks jeg så denne wire fra et trawl, – gå vandret væk fra vraget – var jeg klar over, at der måtte være noget stort i den anden ende. Mine forventninger blev også indfriet, da der snart fremtonede en vragdel, jeg hurtigt kunne identificere som den manglende stævn. Det wiren hang fast i her, var nemlig den store kapstan, som altid står på bakken af de store sejlskibe. Nu var jeg faktisk nået så langt fra bundtovet, at tanken om at vende tilbage havde strejfet mig mere end én gang, jeg var også for længst gået i deko, men da jeg nu var her, ville jeg lige se efter skibsklokken.
Ude på bunden foran vraget – lige ved siden af det enorme bovspryd, som nu stikker ned i havbunden – lå en stor rusten klump. Ved nærmere eftersyn, kunne jeg se nogle skarpe runde kanter i klumpen, som tydeligvis var bronze. Da jeg havde fået pulsen ned, fik jeg ved store anstrengelser bakset klumpen op på selve vraget, til senere afhentning. Klokken har åbenbart siddet i nærheden af noget jern, som i løbet af årene er svulmet så meget op af rust, at det næsten omsluttede den helt. Jeg har mange gange siden, sendt en venlig tanke til den fisker der i sin tid trak sit trawl ind i vraget og på den måde forbandt de to vragdele.
