Norsk damper på 433 brt. bygget i 1873 i Bergen, af eg og fyr. Skibet målte 49,80 meter i længden og bredden var 7,80 meter. Zaritza var under hele sit virke hjemmehørende i Bergen.
På sin sidste rejse, var skibet i færd med at transportere en last rug, fra Danzig til Larvik. Men den 26. maj 1883 sidst på aftenen, blev det sydøst af Trelleborg påsejlet af en østgående damper, hvorefter det hurtigt sank. Zaritza´s besætning måtte selv ro ind til Trelleborg i bådene, idet damperen som havde påsejlet dem, fortsatte uden at tage notits af det passerede. Den norske kaptajn Selliken, kunne harmdirrende fortælle, at den fremmede damper var i ballast, sortmalet med rød bund og formodentlig var engelsk (?)
Det mægtige træskrog rejser sig 5 – 6 meter over havbunden og dybden her er 42 meter. Udover skroget er der ikke meget tilbage at se på, den lave bro, masterne og andet opstående, er enten faldet ned i vraget og er nu dækket af mudder, eller er væltet ud på havbunden. I stævnen kan man se ankrene og det store spil, som ligger helt ude i styrbord side, formentlig trukket af af et trawl. Midtskibs, kan man mellem de kraftige tværspanter se toppen af maskinen. Ude i bagbord side ligger en stor vandtank og i hele dette område ligger svære kobberrør, som i sin tid har ledt damptrykket fra kedelen til dampmaskinen. Ude på havbunden ligger også mange forskellige ting; master, ræer, men også her ligger kobberrør overalt.