S.S. Union

Af Allan Jensen

 

Norsk Damper på 501 brt., bygget på Eckerna Varf i Sverige i 1871. Skibet var bygget af eg og fyr på jernspanter og målte 44,80 meter i længden og 7,70 meter i bredden, skibets første navn var Edsvalla.

Det var tilbage i 1883, helt præcis den 14. juni kl. 23.45, at Union kolliderede med den engelske damper Commodore ved Lappegrundens fyrskib. Union var på vej hjem til Bergen med en last rug fra Königsberg, men nåede kun lige at passere Kronborg, før skæbnen brat indhentede skibet. Union sank hurtigt efter kollisionen, på 29 meter vand. Besætningen på 17 mand slap med skrækken og blev alle reddet, nogle sprang umiddelbart efter sammenstødet over på Commodore, som ikke havde lidt skade ved sammenstødet.

Pæleormene har efterhånden gnasket skibsskroget helt ned til sandbunden, i stævnene forsvinder skroget helt og langs siderne er der kun mellem ½ og 1 meter tilbage. Kun kedlen og maskinen tårner sig omkring 4 meter op og gør det muligt at finde vraget med ekkolod, da resten af vraget ikke raget over en meter op og en del af vraget danner endda en hulning i havbunden, skal man være omhyggelig med at smide sit lod inden dykning. Umiddelbart ser det ud som om vraget er nedsprængt, men tænker man lidt på vragets alder, er der nærmere tale om at det simpelthen er faldet sammen. Svømmer man ud på siden af vraget, ligger der også en masse ting som er faldet af og som af strøm og sandflugt, har bevæget sig dels væk fra vraget og dels ned i havbunden. Der ligger også et par ankre som næppe hører til her, men som formentligt er mistet af andre skibe. Ude på styrbord side ligger den store jernstyremaskine, som i sin tid har stået oppe på den åbne bro og mellem de mange vragdele, er også flere svære kobberrør som tidligere har forsynet maskinen med damp, fra den store kedel. Det er sjovt at se i lastrummet, hvordan lasten af korn stadigt er synlig, efter så mange år, det ligner nyhøstet korn, men føles noget blødt.

 

 

Retur til vrag i Øresund