S.S. Kurir

Af Allan Jensen

 

Svensk damper på 267 brt. bygget hos S. Atkinson i Newcastle i 1870, skibet målte 34,10 meter i længden og bredden er angivet til 5,90 meter. Kurir var hjemmehørende i Göteborg og rederen var Axel Brostrøm, Kaptajnen som førte skibet var Carl broström, søn af rederen.

Den 9. september 1890 klokken 23.15, kolliderede Kurir med den norske bark Rex af Sandefjord. Kurir som var tungt lastet med brosten og granitblokke, begyndte straks at synke. Besætningen på ni mænd og to kvinder sprang straks i skibets jolle, men denne blev trukket med ned, da Kurir sank hurtigere end de kunne få jollen frigjort. Kun fire af de 11 besætningsmedlemmer blev fundet og reddet af Rex´s redningsbåd, fordi de enten kunne svømme, eller havde grebet fat i noget vraggods. Rex blev senere bugseret til Helsingør af damperen Bien, da den på grund af knust stævn og et bovspryd som var knækket helt af, ikke var i stand til at sejle ved egen hjælp. Master og skorsten som stak op af vandet, blev ugen efter sprængt af vraget og en lystønde blev opsat på stedet.

Vraget ligger på cirka 16 meter vand og er derfor sprængt meget ned, agterenden er mest intakt og er også højeste sted på vraget. Her kan akslen til roret ses, gå gennem nederste dæk og mellem spanterne, kan man endnu se brosten ligge stablet. Midtskibs er vraget mest sprængt og nedbrudt, men styrbord side kan følges frem til stævnen, som er noget af en rodebunke. Bagbord side er i niveau med havbunden og i dette område ligger nogle store kantsten som har været en del af lasten. Stævnen ligger spredt meget ud, men man kan se ankre og kæde, spil og andre ting, som delvist er sunket ned i den bløde bund. Foruden det at vraget er nedsprængt, blev det meste af lasten bjærget i 1895 og der er ikke ret mange brosten tilbage. Der er dog til en halvstor indkørsel eller lidt mere, hvis man er ihærdig. Der er som regel mange, men små torsk på vraget.

 

 

Retur til vrag i Øresund