Uddybningsfartøj Kragenæs

Af Allan Jensen

 

Dansk spandkædegravemaskine, som anvendes til uddybning af havneindløb m.m. Kragenæs blev bygget i Wilhelmshaven af jern, i 1882 og var på 111 brt.

Den 16.juli 1907 afsejlede Kragenæs fra Kalmar, efter at have udført arbejde der og var under bugsering til Svendborg, hvor den hørte hjemme. De havde hårdt vejr hele vejen og Kragenæs arbejdede voldsomt i søen. Den 18.juli om natten, blæste det fuld storm og det konstateredes nu at Kragenæs tog vand ind, uden at man dog kunne lokalisere lækagen. Ud på morgenen, begyndte det lille fartøj at krænge voldsomt og klokken 8.15, blev den 4 mand store besætning taget op af bugserdamperen. Kort efter kæntrede Kragenæs og sank, omtrent 3 sømil øst for Møns fyr. Ved søforhøret var vraget endnu ikke fundet, men senere samme år, blev det ført til protokols, at Kragenæs var fundet i ødelagt tilstand på 20 favne vand.

Vraget landede på siden, på 35 meter vand og er efterhånden faldet meget fra hinanden, tårnet med de kraftige kæder og uddybningsskovlene er dog lette at genkende og agterst er der noget beboelse hvor man kan komme ind langs havbunden og op, først et rum med koste og skovle og ved siden af dette, et rum med borde, stole og skabe, som alt sammen er væltet rundt.

 

 

Retur til vrag i Østersøen