S.S. Jürgensby

Af Allan Jensen

 

Tysk damper på 799 brt. bygget hos Hansen Shipbuilders & Shiprepair, Bideford i 1921, som byggenummer 1. Skibets oprindelige navn var Hubbastone og ejeren var Hansen Shipping, London. Ved 2. verdenskrigs udbrud, sænkede besætningen selv skibet ud for Dieppe, for at det ikke skulle falde i tyskernes hænder. Efter tyskernes besættelse af Frankrig, blev vraget dog bjærget og sat i stand, men beslaglagt af det tyske rige, hvorefter det formelt havde J. Jost, Flensborg, som mægler. Den 24. juni 1943 sank Jürgensby under ukendte omstændigheder, på rejse imellem to ukendte havne, men "et sted nord for Rügen", som der står. Besætningens identitet, antal og skæbne er ikke oplyst.

Jeg vil tro at Jürgensby har sejlet i ballast, da lastrummene er gabende tomme. Vraget ligger på 42 meters dybde, på sin styrbord side og heller ikke ude på havbunden er der spor af nogen last. Broen er adskilt fra maskinrummet og beboelsesdelen, men der er en lille kabys og et par køjer, i etagen under bestiklukafet. Skorstenen ligger langs dækket imellem broen og agterbygningen, her er også en masse andet som er faldet af vraget, master og bomme, inventar og en del kasser med forskellig ammunition. I agterbygningen kan man komme ned i både maskinrummet og i en gang med flere døre, som fører ind til kahytter og saloner. Alt apteringen ligger hulter til bulter og er faldet ned i rummene, så det dækker det meste af hvad der måtte være, af interessante ting. Der er derfor ikke meget at se på i rummene og her er lidt for lidt plads at rode på, sigten reduceres også hurtigt betydeligt i de trange mudderfyldte rum. I stævnen er der kun et enkelt stort tomt rum, tidligere var her en del porcelæn med den tyske rigsørn i, men sådan noget har det med at forsvinde med tiden.

  

Retur til vrag i Østersøen