S.S. Herriesburn

Af Allan Jensen

 

Engelsk damper, ejet af P.D. Hendry & Son og hjemmehørende i Glasgow. Skibet blev bygget i 1923 hos Wood, Skinner & Co. i Newcastle, som nr. 225 og fik navnet "Rotha", målene var 77,80 meter i længden og 10,60 i bredden.

Rotha gik en turbolent fremtid i møde, med mange ejere. Skibet blev således solgt i juli 1933, til rederiet A.B. Bifrost i Göteborg hvor det fik navnet "Bifrost". Under den anden verdenskrig, gjorde skibet tjeneste som transportskib for de allierede styrker og blev i 1950 solgt til A.B. Heimdal, men under samme navn. Februar 1954 blev skibet så igen solgt, denne gang til det Tyske rederi Vogelsang & Schönfeld, Hamborg og fik samtidigt navnet "Paula Vogelsang". Men allerede i september 1955, solgtes skibet videre til P.D. Hendry og det var under dette ejerskab og med det nye navn Herriesburn, at skibet sejlede sin skæbne i møde på Kattegats bølger.

Det var den 22. januar 1956, Herriesburn var på rejse fra Methil i England, med en last stenkul til København. Skibet passerede omkring middagstid Anholt og kort efter bemærkede mandskabet, at der lugtede af røg og de kunne samtidigt konstatere, at røgen kom fra kullene i lastrummet. Det er ikke ualmindeligt at kul selvantænder under transport. Den store vægt og det, at kullene gnider mod hinanden når skibet bevæger sig i bølgerne, gør friktionsvarmen så stor at kullene kan selvantænde. Dette har sendt mange skibe til havets bund gennem tiderne, især i de gamle sejlskibe bygget i træ, hvor bevægelserne under hård sejlads kunne være temmelig voldsomme.

På et stort skib som her, kunne man ved mindre brande overrisle kullene med vand og på den måde køle stedet så meget ned, at man fik kontrol over situationen. Men i dette tilfælde havde ilden bredt sig for meget og besætningen vurderede, at de skulle bruge så store mængder vand til slukningen, at de selv ville sænke skibet inden ilden gjorde det. De besluttede derfor at forlade skibet i redningsbådene og Herriesburn drev nu med vinden mod sydøst.

Flere skibe havde længe iagttaget dramaet og det danske tankskib Esso Nyborg, samlede besætningen op imens Switzers tilkaldte bjærgningsdamper, igennem flere timer forsøgte at få en trosse ombord. Man ville forsøge at bugsere det flydende vrag væk og om muligt, sænke det på lavt vand for dermed at slukke ilden. Det lykkedes dem imidlertid aldrig at få en trosse gjort fast, dels på grund af varmen fra de brændende kul, men også på grund af vejret, med hård vind og store dønninger.

Herriesburn krængede til sidst rundt og landede med bunden i vejret. Man kan derfor godt sige, at vraget ikke byder på så meget at se på, i forhold til skibe som står kølret på bunden. Men hvis man svømmer ned på havbunden, på omkring 26 meters dybde, så er der flere interessante steder man kan kigge - eller svømme ind.

I bagbord side, er der både midtskibs ved broen og ude i stævnen mulighed for at komme ind, dette skal naturligvis gøres med største forsigtighed og uden en line, vil det nærmest være selvmord. Specielt ved broen er der masser af plads, når man først har klemt sig gennem det nedfaldne aptering. Der er næsten ingen mudder herinde, men det er der når man skal tilbage! Husk på, at udgangen er det laveste sted og her samles alt det møg man hvirvler op på sin tur gennem vraget, man kan ikke se udgangen efter blot få minutter inde ved broen.

Man kan dog sagtens have et fint dyk, uden at svømme ind under vraget. Skruen er et mægtigt skue, det er sjældent man har mulighed for at se et vrag fra denne vinkel og det synes jeg man skal unde sig selv.

 

Retur til vrag i Kattegat