M.Sk. Hamlet

Af Allan Jensen

 

Dansk motorskonnert på 83,10 brt. bygget i 1905 på Clausens værft i Marstal og var de første 17 år hjemmehørende samme sted. I 1922 blev skibet solgt til Sverige og først i 1925 blev der ilagt en glødehovedmotor. I 1958 blev skibet igen solgt og blev nu hjemmehørende i Kalundborg indtil 1961 hvor Hamlet blev solgt for sidste gang, til Arne T. Holm, Rønne. Selv med de mange ejerskift og flere ombygninger, bevarede Hamlet samme navn i skibets 60-årige virke.

Hamlet med sin bare 2 mands besætning, var på rejse fra Kalundborg til Nexø med en last kunstgødning. Det var den 26. oktober 1965 og klokken var knap 23.00, det blæste sydvestlig kuling og skibet ålede sig af sted i de svære søer. Selvom skibet var gammelt, var det i god stand og vejret var på ingen måde en trussel mod det, men det har ikke været en behagelig rejse. Skidt skulle blive meget værre, for netop som de passerede Kullagrunden i en afstand af ca.10 sømil, så de i nattemørket skibets dæk blive lyst op af gnister. Først nogle få, så flere og selvom de tog farten lidt af og ændrede kursen for at ligge gunstigere i søerne, tiltog gnisterne og var blevet til en egentlig skorstensbrand. Da de ville besigtige motorrummet, konstateredes at der var ild omkring udstødningsrøret og da det på grund af røg og varme var umuligt at komme derned, tømte de en kulsyreslukker ned gennem maskinkappen. Kort efter stoppede motoren og lyset gik ud, man valgte for en sikkerheds skyld at gå i gummiflåden, men uden at kappe linen og flåden slæbtes nu efter skibet som stadig gjorde fart på grund af sejlet. Det ulmede i motorrummet hele natten og tidligt om morgen, blussede ilden op og brændte gennem dækket. Nu fik de hurtig prajet et andet skib og forlod gummiflåden og Hamlet, som sank klokken 10 om formiddagen den 27. oktober.

Når man ser de forreste 2/3 af vraget, er der ingen spor efter branden. Stævnen er intakt med spil og nedgangskappe, en del af den nedfaldne rig ligger også på dækket og så er det hele garneret med trawl og mudder, her på dækket er der 40 meter dybt, tre meter lavere end på havbunden. Når man kommer hen agter kan man godt se der mangler noget, kun det forreste af styrehuset er tilbage og alt agten for dette er brændt helt væk, også skibssiderne. Det eneste som befinder sig her i hullet, er motoren og ude langs siderne, brændstoftankene som af vandets tryk nu er helt deformerede.

 

Retur til vrag i Østersøen