S.S. Fritz Hugo Stinnes 5

Af Allan Jensen

 

Tysk damper bygget i 1910 på Flensburger Schiffbau gesellschaft som nr. 297. Skibet målte 74,26 m. i længden og var på 1488 brt. Skibet var relativt nyt, da det den 20. november 1916 sprang læk i hårdt vejr, som følge af en kedel eksplosion, uden manøvre evne i den høje sø og uden kraft til pumperne, sank skibet hurtigt. Dagen efter indkom bornholmerfærgen Hammershus til Rønne, medbringende en overlevende fra forliset. Senere inddrev en båd med 5 mand i på kysten, flere af dem afgået ved døden, den resterende besætning formodes omkommet, da de ved søforhøret endnu ikke var dukket op. 

Vraget står kølret og meget dybt i den bløde bund, der er i det meste af skibets længde, ikke mere end én meter fra lønningen og ned til havbunden, hvor der er 47 meter dybt. Broen derimod tårner sig op og kommer man forfra er det et flot syn, da vraget her er meget intakt. I styrbord side er skorsten og brovingen faldet ned og spærrer døren ind til broen, længere agter er der et par døre mere, men de er lukkede og af en meget kraftig kvalitet.

I bagbord side derimod, er forreste dør åben og indgang til skibets telegrafrum, her kan man ligge og kigge på de mange instrumenter, ved siden af er der et toilet. Svømmer man længere agterud i vraget - forbi maskinskylightet - er første dør 1. styrmandens kahyt, anden dør er maskinmesterens kahyt og herfra går en dør ind til en gang, hvorfra man kan komme ind i messen, ned til maskinen og bagud, ud på dækket. Herude står et stort jernrat og tilsyneladende er skibet sunket med denne ende først, for omkring og bag rattet, ligger en stor bunke hårdt ler, flere kubikmeter. Jeg forestiller mig at skibet i sin tid har stået og "gravet" i bunden inden det sank helt.

Ude under bakken er der også mulighed for at svømme ind, et stykke inde i styrbord side har man lanternerummet på venstre hånd, her kan man stadig se de halvt borttærede lanterner, de er nemlig af jern eller zink, ellers var de nok også blevet fjernet.

 

Retur til vrag i Østersøen