S.Fi. Fritz Busse

Af Allan Jensen

 

Tysk damptrawler på 231 brt., 37,94 meter lang og 6,64 meter bred og bygget i 1906 hos Scott & Sons, for fiskegrossist F. Busse Geestemünde. Fritz Busse lå i Kattegat og fiskede torsk den 15. april 1918, da engelske destroyere var på raid. Alt hvad der var tysk skulle sænkes og det var HMS Vehement's kanoner, der hjalp Fritz Busse på vej. Besætningens skæbne er lidt usikker, men de blev ifølge engelske aviser samlet op og ført til England.

Vraget er selvfølgelig sunket noget sammen efter de mange år på havbunden, men er absolut dykkeværdigt, specielt pga. det rige dyreliv der er her. Ud af de mange trawlere jeg har dykket på fra den tid, er dette en af de mest intakte, man kan svømme ind under bakken i den ene side og komme ud ovre i den anden. Lastrummet er tomt og dækket er de fleste steder væk, men tager man turen imellem bak og bro under dæk, kan man se en masse af de dyr man normalt ikke ser ovenpå vraget, der er mange store troldkrabber og jeg har flere gange set hummer hernede. Desværre er denne tur nu afkortet noget, da det store trawlspil foran broen er sunket ned gennem dækket og spærrer vejen, tidligere kunne man svømme helt ned til maskinen denne vej.

Man kan svømme ind gennem broen og her er stadig interessant, selvom der efterhånden er noget tomt. Dette er dels pga. de mange dykkeres besøg, men også fordi vraget nu er så tæret, at mudderet er sivet ud og mange ting er dumpet ned i vragets bund. Bag broen kan man se ned til både kedel og dampmaskine, da skylightet er væk og helt agter kan man se ned gennem det gennemtærede dæk, hvor skottene har stået. De skot (vægge) som tidligere delte rummene til søfolkenes køjer og spiserum, stikker i dag kun få centimeter op, over den meterhøje mudderdyne som har lagt sig overalt i vraget. Pæleorm har simpelthen gnasket alt i sig, som var oppe i det frie vand. Men trækker man et bræt op af mudderet, er det glat og hårdt træ. Ude på havbunden, ligger der en del jernplader som er faldet af vraget. Man bør ikke snyde sig selv, for en tur rundt hernede hvor der ofte er både store havkatte, taskekrabber og hummer. Bunddybden er 32 meter og vraget er 5-6 meter højt.

 

 S.Fi. Fritz Busse.jpg (1002501 bytes)

Retur til vrag i Kattegat