S.S. Fredrik

Af Allan Jensen

 

Svensk damper på 1243 brt. Fredrik blev bygget i 1881 i Sunderland, under navnet Mytilene.

Fra industrialiseringens start, hvor behovet for kul og jern steg, opstod en travl trafik imellem Sverige og England. Jern og pitprops (korte afbarkede træstammer, til afstivning af minegange) skulle sejles til England og Kul til den Svenske jernindustri skulle med retur. S.S. Fredrik var travlt optaget med at opfylde sin plads på denne rute, da den Norske damper Lyra, den 27. september 1903, i tæt tåge påsejlede Fredrik og derved brat afskar skibet, fra at nå til Hull i England med den efterspurgte last. Fredrik sank på få minutter, men hele besætningen blev reddet. Andre skibe tog over på den travle rute og snart var Fredrik glemt.

Vraget af den svenske damper, blev fundet af sportsdykkere allerede i 1970-erne og grundet dybden på kun 28 meter til bunden og det at sigten her altid er rigtig god, bliver vraget ofte besøgt. Af en eller anden grund, kan fiskene også lide at samles her og for undervandsfiskeren giver dette rig mulighed, for at harpunere en af de mange store torsk, sej eller havkatte. 

Det meste af vraget er for længst kollapset, kedler og maskine lodder godt op fra bunden, omkring 4 - 5 meter, men skibets sider og dæk ligger de fleste steder jævnt med havbunden. Stævnen ligger på bagbord side og lodder højt op, her er god muligheder for at svømme igennem, fra bundsiden og op gennem flere store rum, indtil man kommer ud enten helt fremme i stævnen, eller gennem dækket på bakkens bagkant. Herinde ligger stadig meget kraftigt tovværk og taljeblokke m.m. Hvis man lige svømmer en tur rundt om stævnen og sikrer sig viden om, hvor det er man kan komme ud, så er det et spændende og ret ufarligt sted at svømme igennem - og flot er det.

 

Retur til vrag i Kattegat