S.S. Fortuna

Af Allan Jensen

 

Svensk damper bygget i 1883, på Södra Garns Varv, af træ. Fortunas mål var 41,18 meter i længden og bredden var 7,70 meter, bruttotonnagen var 242 ton.

Sent på aftenen den 6.december 1890, mødte Fortuna sin skæbne, i form af den danske damper Hjalmar. Normalt tilskrives kollisioner tåget vejr, snetykning eller kraftig regn, men i dette tilfælde foregik det i klart vejr. Besætningen på Hjalmar, overholdt ganske enkelt ikke deres vigepligt ifølge søvejsreglerne og selvom man på Fortuna forsøgte at undgå ulykken, hamrede Hjalmar sin stævn ind i Fortunas bagbord side. Fortuna som var på rejse fra Norge med brosten og granitblokke, begyndte straks at synke og ved sammenstødet må Hjalmars besætning være vågnet, for nu var man hurtig til at reagere. Hjalmar lagde sig op på siden af det synkende skib og reddede samtlige 11 besætningsmedlemmer samt et barn, ganske få minutter efter, sank Fortuna. Det er lidt sjov at tænke på hvilke samtaler som har fundet sted, med begge besætninger på samme skib. Den besætning som ved sin skødesløshed afstedkom kollisionen og den besætning som med ét, uforskyldt var havnet i denne ulykkelige situation, skulle nu dele pladsen på Hjalmar, hvor en del af besætningen tydeligvis var ansvarlig for ulykken. Har havaristens besætning været sure, vrede eller blot lettede over at være sluppet godt fra ulykken?

Hjalmar ankom dagen efter til København, hvor Fortunas besætning med hjælp fra det svenske konsulat, kunne fortsætte rejsen hjem. Kaptajnen og et par mand mere, blev dog til søforhøret var gennemført og kunne herefter rejse hjem, vel vidende at besætning på Hjalmar blev tildelt det fulde ansvar for kollisionen og deres rederi blev derved gjort erstatningspligtig, overfor de som havde lidt økonomiske tab ved Fortunas forlis.

Brostensvraget blev vraget kaldt i mange år og det er heller ikke så svært at forstå, hvorfra vraget har fået dette navn. Selvom der tydeligvis er bjærget en stor del af lasten, ligger her stadig brosten og både lige og krumme kantsten. Mange steder kan man se, hvordan stenfiskerens polyp-grab har haft fat i dæk og skibssider, for at hente de mange sten op og skanseklædningen fra broen og frem til bakken, er bidt helt af og læner sig nu ned mod havbunden. Inde i vraget er kedel og dampmaskine synligt, men mudderet står så højt, at man ikke kan komme der ned. Ellers er vraget rimelig intakt og takket være den altid gode sigt, er vraget let at finde rundt på, helt ude i stævnen er der ved bjærgningen tabt en del sten ned på bakken, så denne er meget ødelagt. På den lyse sandbund omkring vraget, er dybden 37 meter og oppe på vraget er der 32 meter dybt.

 

 

Retur til vrag i Østersøen