S.S. Emmy Haase

Af Allan Jensen

 

Engelsk damper bygget af jern i 1880, hos J. L. Thompson & sons, Sunderland, som byggenummer 158. Emmy Haase var på 1963 brt. og målte 79,20 meter i længden og var 11,00 meter bred.

Den 19. september 1887, afgik Emmy Haase fra South Shields med en last kul til Cronstadt. Efter at være passeret Kronborg den 23. september, hørte eller så man ikke mere til skibet, som ved søforhøret i oktober blev meldt borteblevet med hele besætningen. Forliset blev tilskrevet en orkan, som hærgede i Østersøen den 24. september. Men ifølge søforhøret også det forhold, at Emmy Haase var i dårlig stand, idet skibet var læk og hvad værre var, at kaptajnen valgte at fortsætte gennem Østersøen, trods det at lasten havde forskubbet sig allerede i Nordsøen og at skibet derfor havde slagside. En beslutning som sandsynligvis kostede ham selv og 21 andre søfolk livet.

Emmy Haase ligger på styrbord side og udgør i dag et meget fint dykkemål, vraget er i en helt utrolig god stand efter så mange år i havet. Den lave træbro er faldet sammen og udgør i dag kun en bunke brædder på havbunden, men i denne bunke er der en mængde spændende ting at se på, for den som vil driste sig helt ned på 56 meters dybde. Det er dog ikke nødvendigt da sigten altid er så god, at man kan iagttage de fleste ting på vraget oppe fra bagbord side, hvor dybden er næsten 10 meter lavere.

Bemærkelsesværdigt er masterne, som stadig sidder på plads og som rager vandret ud i vandet i deres fulde længde. Lastrummene er tomme, men der ligger kul overalt på havbunden, stævnen er delvist brækket af og her er vraget meget beskadiget. Agterenden derimod er meget intakt, bagpå vraget kan navnet stadig tydeligt læses og på agterdækket, kan man se ned i salonen gennem et stort skylight. Der er også på agterdækket to store nedgangskapper, som er meget flot udført og en vindeltrappe i hver af dem fører ned i et stort rum hvor man stadig kan se de fine træpaneler, møbler og meget andet. Der er dog en del mudder og nedfalden aptering også, så det er ikke et sted man sådan svømmer omkring. Når man har klemt sig ind i rummet og kigger op, kan man se døre som fører fra rummet op til kahytterne ud mod skibssiden. Det er meget fristende at tage i dørhåndtaget og rykke til, men næppe særlig klogt.

 

Retur til vrag i Østersøen