Bark  Ceylon

Af Allan Jensen

 

Ceylon var en svensk tremastet bark og bygget 1888 i Gävle , skibet var 40,8 m. langt og 8,15 m. bredt, og sejlede lige fra starten "på varmen" som man sagde, dvs. at Ceylon sejlede værdifulde laster fra Australien, Afrika og Sydamerika hjem til Europa. Man kan med rette sige at Ceylon var en af den tids stolte svaner, som skabte grundlaget for den velstand der hersker i Europa i dag. Gustaf Nielsson havde kun været kaptajn på Ceylon i knapt et halvt år, da han den 21/12 1908 førte skibet, tungt lastet med kul fra W. Hartlepool, - ned gennem Øresund - mod Kalmar. Ceylon lå og krydsede lidt nordvest for Ven og blev ramt af en - ligeledes sydgående - damper S.S. Novo hvorefter skibet  hurtigt sank, besætningen på Novo reddede alle mand og satte dem i land i Helsingør.

Ceylon ligger i dag med noget slagside til bagbord og er meget ødelagt da kullene er grabbet op for mange år siden, der er ikke tale om den helt store vragoplevelse, hertil er vraget for ødelagt. Men når du nu kender historien håber jeg du med den i tankerne, alligevel kan få nogle gode dyk på Ceylon. Jeg kan aldrig lade være med at tænke på - når jeg er på et vrag - at det rent faktisk har sejlet rundt på havet, i storm og stille og altid fuldt af liv, kommandoråb og hårdt arbejdende søfolk. Et vrag er et stykke kulturhistorie, en dykkers udbytte af et dyk, afhænger i høj grad af hans indlevelsesevne. Da der ikke er dybere end 20 meter er det fint til begyndere.

Retur til vrag i Øresund