S.S. Capitaine Louis Malbert

Af Allan Jensen

 

Fransk damper på 4621 brt., 115 meter lang, 16 meter bred og bygget i 1951, hos W. Pickersgill & Sons ltd, Sunderland. Capitaine Louis Malbert var hjemmehørende i Rouen fra nybygning til forlis, med rederiet UIM som ejer. Skibets endeligt, skyldtes en kollision den 30. december 1963, med det danske motortankskib Rosborg ud for Varberg, i tæt tåge. Rosborgs besætning satte straks redningsbådene i vandet, for at hjælpe det synkene skibs besætning, men den franske kaptajn havde andre planer. For at redde skibet, satte han kursen mod lille middelgrund for at grundsætte det og snart var skibet ude af syne. Det skulle han aldrig have gjort, de forsvandt ikke bare ud af Rosborgs syne, de forsvandt simpelthen. Af C.L.M.s besætning druknede 4 mand, 4 frøs ihjel i redningsbådene, mens 15 mand blev reddet. 

Vraget hviler nu på sin bagbords side på 54 meter vand og er meget intakt, skorsten, master og de store luftindtag til kedlerne sidder på endnu og giver et flot indtryk. Der er masser af plads inde på broen, og selvom her efterhånden er faldet en del aptering ned fra loft og vægge, kan man uden større risiko svømme ned og se på instrumenterne, som der stadig er en del af. Fra broen er der mulighed for at komme nedenunder i skibet, her er lidt trangt, men sikkert en masse interessante ting i de mange kahytter og salonen. Da jeg synes der i forvejen er lidt dybt, har jeg endnu ikke samlet mod til at foretage denne tur, - men det frister !

Det meste af vragets længde er kedelige lastrum, her har der igennem årene sat sig en mængde trawl og monofilgarn fast, i de mange nedfaldne master og bomme. Derfor er det vigtigt at være omhyggelig og få gjort fast på broen fra starten, så sparer man sig for de lange kedelige svømmeture gennem forhindringerne.

I begyndelsen af september 2005, fik en svensk fisker et menneskekranie i sit hummertrawl, tæt på vraget. Det formodes at være resterne af den franske kaptajn, idet han var den eneste som ikke forlod skibet inden det sank. Kraniet er sendt til Frankrig, for ved hjælp af dna-undersøgele forsøge at fastslå identiteten.

 

 

En del af besætningen, på dækket af russiske M.S. Primorsk, som reddede dem fra kuldedøden.

 

Retur til vrag i Kattegat