S.S. Arcturus

Af Allan Jensen

Arcturus var en dansk damper, men bygget i 1856 hos Alexander Dennys Shipyard i England, under navnet Victor Emanuel. Skibet var bygget af jern og da på 331 brt., knap 50 meter langt og godt 7 meter bredt.

I 1859 blev skibet første gang registreret i Danmark, under navnet Arcturus, hos C.P.A. Koch i København. Herefter fulgte flere ejerskift og ombygninger, Arcturus sejlede gennem årene post og passagerer til både Færøerne, Island og Norge. Under krigen mod Tyskland i 1864, sejlede Arcturus også en overgang troppetransporter for den danske marine. Sidste ombygning og modernisering, med bl.a. en ny kedel, var i 1880, herefter noterede skibsopmåleren en længde på 56,7 meter og bredden var uændret lige godt 7 meter. På forlistidspunktet var Arcturus ejet af DFDS, som den 5. april 1887 sendte skibet afsted i ballast, fra hjemhavnen og tværs over Østersøen, for at indtage last i Danzig. Arcturus nåede dog ikke så langt. Kun lige netop ude af Øresund, nogle sømil syd for Falsterbo, i regntykning og usigtbart vej, sejlede Arcturus ind foran den modgående engelske damper Savona og kollisionen var en kendsgerning. Besætningen på Savona, reddede samtlige 22 ombordværende passagerer og besætningsmedlemmer, inden Arcturus forsvandt i bølgerne. Det vil sige helt forsvandt Arcturus ikke, masterne stod nemlig et stykke op over havoverfladen og her monterede Lotsvärket i Malmö lanterner og flag til advarsel, inden vraget senere blev nedsprængt. Efterspillet udmundede i, at besætningen på Arcturus fik hele skylden for sammenstødet. DFDS blev således gjort erstatningsansvarlig, idet det vurderedes at Arcturus havde holdt for høj fart i det usigtbare vejr og at man ikke havde holdt fornøden udkig. Dommen ankedes, men stadfæstedes.

Vraget er selvfølgelig meget medtaget af nedsprængningen og tidens tand har også gnavet her og der. Men der er stadig masser at se på og tid har man masser af, da dybden blot er 16-18 meter. Vragets højeste punkt er kedelen, som lodder ca. 4 meter op midtskibs, herfra går det jævnt nedad i begge retninger. Mod stævnen aftager mængden af jernplader og andet vraggods, så det til sidst 20-25 meter foran kedelen, går ud i ét med havbunden. Agterud er der noget mere vrag tilbage, men meget rodet er her, masser af rør, ventiler og løse maskindele ligger her, sammen med løse jernplader fra skibets sider, men jeg er sikker på at dampmaskinen er bjærget.

 

Retur til vrag i Østersøen