S.Fi. Agnes

Af Allan Jensen

 

Svensk damptrawler på 125 brt. bygget under navnet Mastiff, hos Cook,Welton & Gemmell, som byggenummer 75, i 1891. Disse damptrawlere - havets arbejdsheste, blev bygget i tusindvis i England omkring århundredeskiftet. Efterhånden som trawlerne blev ældre, blev de solgt nærmest i "bundter", til bl.a. Danmark og Sverige. S.Fi Mastiff af Hull, blev til Agnes og var nu hjemmehørende i Göteborg, med reg. nr. : GG 582.

Selv om man efterhånden havde vænnet sig til krigen, sendte det alligevel en bølge af chok og sorg gennem Göteborg, da trawleren Gerda kom alene tilbage, med kun to overlevende fra Agnes. Skibene var sammen afsejlet fra Göteborg om formiddagen den 11. maj 1918, med kurs mod Skagen for at partrawle. 

Gerda´s besætning kunne fortælle, at de ved 13.30 tiden fra Agnes´s position, havde hørt en meget voldsom eksplosion. Da de så i retning mod deres følgesvend, som kun sejlede få hundrede meter fra dem, var skibet allerede ved at synke. Hele agterskibet var under vand og på under et minut, gled Agnes baglæns i dybet med master og skorsten stående op endnu, snart var kun spredt vraggods tilbage mellem bølgerne. I sin søgen efter overlevende, så man fra Gerda en sømine i overfladen, denne iagttagelse vanskeliggjorde en hurtig redningsindsats og det lykkedes kun at redde to af skibets 10 besætningsmedlemmer.  Fra dette øjeblik var 8 børnefamilier uden forsørger.

Da Agnes sejlede, var det ikke noget stort skib, vraget lodder derfor heller ikke mere end 2 - 3 meter op, over den mudrede havbund på 43 meters dybde. Stævnen er højeste punkt på vraget, i denne ende står et trawl højt op i vandet og kan godt give indtryk af at vraget er højere, når man ser det på ekkoloddet. Broen er helt væk og det meste af vraget er pakket helt ind i net og trawl, men der er selvfølgelig lyspunkter ind imellem, fra agterenden som helt mangler fra dækket og ned til havbunden, kan man møve sig ind i maskinrummet. Der hvor broen har været, er der også flere ting at se på, men meget er faldet ned i vragets indre og det meste af broen ligger ude på havbunden, pakket ind i trawl som en Svensk juleskinke.

 

Retur til vrag i Kattegat