Colin Archer var en finsk 3-mastet bark på 656 brt. Skibets blev bygget i 1880 i Arendal, som også i starten var skibets hjemhavn og navnet var da G. Jensen. Målene var 47,50 meter i længden og 10,70 meter i bredden, byggematerialet var eg og pitchpine (en slags fyrretræ).
Den 23. april 1911, blev Colin Archer påsejlet af den engelske damper Penelope, cirka 13 sømil nord for Anholt fyrskib. Colin Archer som var tungt lastet med salt, på rejse fra La Pallice til København, sank på få minutter og samtlige 13 søfolk omkom ved ulykken. S.S. Penelope flygtede fra ulykkesstedet, men besætningen blev senere retsforfulgt i London.
Det førhen så stolte sejlskib, er i dag kun en skygge af sig selv. Umiddelbart efter forliset, må vraget fra kølen og til mastetoppen have været så højt, at fløjknappen næsten har kunnet nå overfladen 38 meter oppe. I dag udgør vraget næsten kun et rudiment i sandbunden, men to store ankre og to meget store bunker sammenrustet ankerkæde, viser med stor tydelighed at vraget i sin tid har stået kølret. Såvel ankre som ankerkæder, ligger næsten symmetrisk på havbunden og lodder ca. 2 meter op – vragets højeste punkter.
Jeg ved godt, at sådan et vrag er der mange dykkere som ikke lader sig imponere af. Der er jo næsten heller ikke noget tilbage – indrømmet, men at svømme rundt her en sommerdag, hvor solens stråler lige kan nå ned og belyse de hundredvis af bronzenagler som stikker op af sandet, det er altså en stor oplevelse. Det enorme træskrog er ædt væk af små dyr, men alle naglerne som har holdt det hele sammen er tilbage, 30 cm. lange, 50 cm. lange og nogle som er endnu længere og tykke som en spegepølse.
Agterenden er delvist kobberforhudet og her er lidt træ tilbage, dog rager vraget ikke nogen steder højere over bunden, end 1 meter. Så godt som alt træ på roret er væk og rorbeslagene som ligger tilbage i sandet næsten ovenpå hinanden, er nu helt lysegrønne af ir. Har man fejlbedømt rorbeslagenes størrelse med øjnene og prøver at løfte et af dem, bliver man overrasket over vægten. Overalt i sandet i og omkring vraget, stikker der forskellige ting op som vidner om menneskers tilstedeværelse, porcelæn og lertøj, underlige uigenkendelige – men også let genkendelige ting, af kobber og messing.
Selvom vraget stort set er væk, er det derfor alligevel interessant og spændende at svømme rundt på stedet, som også byder på et meget rigt dyreliv. Bunkerne af de sammenrustede ankerkæder i stævnen, giver nu ly for både taskekrabber og hummere, store torsk og sej strejfer omkring og meget store rødspætter ligger overalt på sandbunden, hvor vragresterne giver dem beskyttelse imod trawlerne.
