Jarl eller? - historien om et skibsvrag.

En gennemgang af myter og fakta, om vraget ved Hammer Odde.

 Af Allan Jensen, december 2003

 

Vandrehistorier er jo et udbredt fænomen overalt, gennem tiden bliver der - til en sand historie - lagt til og trukket fra, historien passes til og bliver folkeeje.

En sådan historie stødte jeg på, en af de første gange jeg var på vragtur ved Bornholm, i starten af 1990-erne. På dette tidspunkt, havde jeg allerede flere gange nydt det privilegium det er, at være med til at finde og identificere hidtil ukendte skibsvrag. Jeg havde derfor en del erfaring som ballast, inden jeg gav mig i kast med historien om "Bornholms Titanic".

 

HISTORIEN OM JARL

En af de venner som jeg havde båd med på det tidspunkt, havde af en fisker fået positionen på et vrag, som angiveligt skulle være damperen Jarl. Jarl var en Bornholmsk færge som på rejse til København den 4. marts 1890, forsvandt og tog både passagerer og besætning med sig i graven. Det var en spændende historie og det vrag måtte vi da ned og se på.

Dybden skulle være ca. 48 meter havde vi fået at vide og vraget 5 - 6 meter højt, det passede også meget godt med hvad der nu viste sig på vores ekkolod. Det vil nogen sikkert mene er dybt, men vi havde gennem flere år og ved talrige dyk, gradvist flyttet vores grænse nedad og dykkede jævnligt på dybder omkring 50 meter. Da vi igen loddede vragets højeste punkt, blev markeringsbøjen smidt og straks efter var første hold i vandet.

På båden gik vi andre spændt rundt og forberedte os til dykket, for uanset hvor mange gange man har prøvet dette, er det lige spændende hver gang. En blanding af forventningsglæde og dyb koncentration, i et forsøg på at planlægge sin tur rundt på vraget - som man endnu ikke har set.

Man kender som regel heller ikke forholdene og dårlig sigt eller kraftig strøm, er faktorer man pludselig kan komme ud for at skulle forholde sig til. Erfaring, faste rutiner og disciplin, er alt sammen til stor hjælp når man skal holde planen, tiden på den dybde er meget begrænset og udbyttet af et dyk, er i høj grad afhængig af om man overholder sin plan.

 

MIT FØRSTE DYK PÅ VRAGET

Da første hold igen var i overfladen, var de meget i tvivl om hvor vidt det var Jarl. De havde på grund af den meget fine sigt taget let på sikkerheden, svømmet i hver sin retning og havde derfor ikke set de samme ting. Men ét var de ret sikre på, vraget var for stort til at være Jarl.

Med denne melding i baghovedet, var jeg selvfølgelig særlig opmærksom på netop dette forhold og mit mål var, at prøve at danne mig et indtryk af vragets størrelse, type og om der var synlige tegn på årsagen til forliset. Min oprindelige plan havde ellers været at gå efter en sikker identifikation, ved at forsøge at finde skibsklokken eller skibets byggeplade. Disse ting kan normalt med sikkerhed identificere et vrag, men er ikke altid lige lette at finde, selvom man ved hvor på skibet de har været placeret.

Sigten var så god, at vraget tonede frem allerede da jeg nåede omkring 30 meters dybde, der var noget strøm husker jeg, så jeg skulle tage mig selv i ikke at slippe bundtovet, i bare begejstring over den gode sigt. Jeg kunne også allerede her, ved bare at se agterenden af vraget, konstatere at det var for stort til at være Jarl. Der var bundet på vraget næsten helt agter og jeg svømmede nu i skibets midte, så hurtigt jeg formåede imod strømmen, indtil jeg nåede stævnen. Det var en lang tur og jeg gjorde mig flere vigtige iagttagelser og prøvede samtidigt at huske det hele. Jeg prøvede så på tilbagevejen, at vurdere længden af vraget og tilbage ved bundtovet, havde jeg ”målt” lige godt 50 meter, + de 10 meter der var helt ud til agterenden (Jarl var kun ca. 35 meter lang).

Hele svømmeturen var gjort hurtigere end planlagt, så jeg svømmede fremad i vraget igen, for at iagttage en skibsskrue som lå cirka midtskibs på dækket. Jeg kunne konstatere at skruen var af jern og et par meter bag skruen, opdagede jeg at vraget var brækket over på tværs, lige foran poopdækket. Bruddet var mest markant i bagbord side og det kunne godt ligne skader efter en kollision. Kedelen er revet ud af vraget og ligger i bagbord side, maskinen er placeret langt tilbage, men synlig fra det jeg kalder kollisionshullet. Mellem de forvredne jernplader, lå blandt andet et stort laste/lossespil, hvorpå der sad et messingskilt på 10x15 cm.

Teksten på sådan et skilt, kunne måske hjælpe os nærmere en opklaring, så efter et lille bræk med kniven var skiltet frigjort. Desværre gik dette skilt tabt senere på samme tur, men af teksten – som var navnet på det firma som havde fremstillet spillet – fremgik det, at det var fremstillet i Newcastle, England.

 

DEN FØRSTE KONKLUSION

Vi havde et dyk mere og efter disse to dyk var min konklusion, at der var tale om en damper bygget i jern, på ca. 60 meters længde, af den ældre type med rig til sejl og meget lav bro. Skibet havde formentlig sejlet på langfart, da det medbragte reserveskruen på dækket og efter fundet af pladen på spillet, måtte skibet være bygget i England. Lasten var glaserede lerrør i de bagerste lastrum og bl.a. diverse maskindele i forreste lastrum.

 

MØDET MED DE LOKALE

Vi sejlede nu til Allinge, glade for de fine dyk men vi var selvfølgelig også lidt skuffede, vi havde imidlertid lovende planer for de næste dage, hvor andre sikre positioner fra en fisker skulle undersøges.

Efter at have fortøjet i Allinge, kom vi hurtigt i snak med havnefogeden og et par lokale fiskere, de ville gerne vide hvor vi havde dykket og beredvilligt fortalte vi om dagens dykninger og om skuffelsen ved ikke at have fået indfriet forventningerne. Jamen Jarl kender vi skam udmærket, skorstensmærket (Rederiets bomærke) hænger i dykkerklubben i Rønne, var der en som vidste. De dykkede meget på vraget tidligere, indtil der var en som druknede på vraget i 1970-erne, han blev vidst aldrig fundet og de har ikke dykket der siden.

I skulle tale med JT, han har et vodbinderi lidt oppe i byen, han ved alt om vraget og det var ham der sejlede dykkerne derud, både dengang de fandt vraget og dengang dykkeren druknede.

Vi fik hurtigt spist lidt mad og fik ”landgangstøjet” på, de fleste tog bussen til Rønne, fordi vi allerede nu kunne se på vejrudsigten, at der ikke ville blive dykket dagen efter. Lars og jeg havde fundet samtalerne med de lokale interessant og vandrede nu op i byen, med en pose af vores bedste øl.

Vi fandt hurtigt JT´s adresse ud fra beskrivelserne og ventede nu pænt på trappen, efter at have ringet på. Vi blev hjerteligt modtaget, da vi fik gjort vores ærinde klart for det ældre par i entréen. Vi blev budt på kaffe og jeg forsøgte at skjule posen med øller, men jeg kunne se på fruens blik at det ikke var lykkedes. Vi var jo vant til at sidde i fiskernes skure, rundt omkring i havnene og i det muntre lag fravriste dem positioner og oplysninger om vrag.

Snart gik snakken i den hyggelige stue, dels om hvad vi havde bedrevet, men mest var det JT som fortalte om sine mange år på havet, inden fiskekvoter og vigende priser havde tvunget ham i land. Vi talte selvfølgelig også om vragene omkring Hammeren, om de ture han havde sejlet med dykkere til Jarl og om den tragiske ulykke i 1979.

Men efter nogle hyggelige timer i selskab med en erfaren sømand, var vi ikke blevet meget klogere. Som han sagde; jeg kender positionen, jeg har fisket der og sat garn gennem en menneskealder, jeg ved ud fra lodskuddet og strømmens retning, præcis hvordan jeg skal sætte mine garn omkring vraget - men jeg har jo aldrig set det. Alt hvad jeg ved er, at de fortalte mig fra første dyk, at det var Jarl vi havde fundet. Det var jo en slags sensation ikke?, at finde vraget som var forsvundet med mand og mus og som der i øvrigt var udlovet dusør for at finde, dengang i 1890.

Han huskede desværre ikke navnene på de dykkere som havde været med, vi ville jo ellers gerne have hørt om deres iagttagelser på vraget. Men vi brugte nu de næste dage – på grund af  blæsevejr – til at køre rundt på Bornholm og undersøge sagen. Vi fik talt med flere som var ivrige efter at fortælle, men det var den samme historie i forskellige varianter og uden at vi fik noget konkret at vide. På den måde gik dagene, indtil vejret igen bedredes og vi atter kunne sejle vestpå.

 

HVAD FIK VI AT VIDE ?

Udledt af de oplysninger vi fik, vil jeg nævne følgende: For det første havde JT fortalt mig, at der ikke var blevet bjærget noget fra vraget, de gange han havde sejlet dykkere derud. Han sejlede dykkere ud til vraget ved flere lejligheder, blandt andet den allerførste gang, hvor de efter dykket hævdede at have identificeret vraget som Jarl. Det var også ham der sejlede den dag dykkeren druknede og igen få dage efter, hvor dykkere fra DSF´s sikkerhedsudvalg søgte efter den omkomne dykker, desværre uden resultat. Dette er vigtigt, da JT ved alle disse lejligheder har smidt sit markeringslod det samme sted og det er på præcis denne position, hvor vi havde dykket og har dykket/søgt siden.

Men det hele viste sig at være mere kompliceret end som så, for flere af de andre vi talte med kunne nemlig fortælle, at der var tale om to vrag på samme position. Der var nogen uenighed om afstanden mellem de to vrag, selv blandt de som sagde at de selv havde dykket på begge vragene. Nogen mente vragene tangerede hinanden, mens én vidste, at fiskerne kunne trække deres trawl imellem dem. Afhængig af trawlets type og fiskerens dumdristighed, vil det sige en afstand på mindst 100 meter. Èn ting var man da enige om, det ene vrag var Jarl og det andet et vrag kaldt ”Den grønne”, dette vrag var aldrig identificeret, men der var tale om et stort gammelt trævrag med 3 eller 4 master.

Af forklaringer som pegede i retning mod Jarl, fandt jeg kun løse rygter. Nogen havde opfisket en flagknop, som en gammel mand fra rederiet med sikkerhed kunne fortælle var fra Jarl. En lignende historie var, at flere havde set et fotografi af skorstensmærket (Rederiets bomærke) som en fisker mange år forinden, havde fået i sit garn på positionen. Én var endda så sikker på hvor han have set billedet, at han kørte os til en kammerat i Rønne i sin bil. Det viste sig imidlertid at kammeraten ikke havde billedet, men kun havde hørt om sådan et billede og mente i øvrigt, at der var tale om et billede af et navnebrædt (?).

 

ÅRENE EFTER

Jeg har næsten hvert år siden været ved Bornholm og dykke, på flere af disse ture har vi også besøgt ”Jarl”. Men særligt ét år hvor vi igen var i Østersøen for at dykke, havde vi nu et protonmagnetometer med. Et instrument som måler jordens magnetisme og afvigelser i denne, frembragt af eksempelvis det jern som et skibsvrag helt eller delvist består af. For at retfærdiggøre min tillid til dette instrument, kan jeg fortælle at vi har fundet flere små trævrag uden synlige jerndele. Der er altså ikke tale om, at vi ville kunne overse vrag af den størrelse der her er tale om.

 

NU SKULLE DET VÆRE

Vi var nu selv blevet besatte af denne spændende historie og var fast besluttede på, at hvis vraget af Jarl lå i nærheden, så ville vi bruge den tid der skulle til for at finde det.

Vi greb det an på den måde, at vi først kastede vores markeringsbøje på vragets højeste sted, dette viste sig hver gang at være resterne fra et mistet trawl, som i flere år stod op i vandet i styrbord side, lige hvor vraget er brækket over. Det første hold dykkere svømmede nu ud i agterenden og gjorde denne markeringsbøje fast, med så stram line til overfladen som muligt, altså lå vores bøje nu lige over skibets agterstævn. Der var denne dag ingen nævneværdig strøm og vi havde mindst 10 meter sigt. Da dykkerne var kommet op, cirklede vi rundt om bøjen indtil vi valgte et nyt sted at markere, så langt fra bøje nr.1 som muligt.

Jeg syntes der var meget langt fra bøje nr.1 og hen til det sted hvor vi nu smed bøje nr.2. Vi som skulle fæstne bøje 2 på vraget var derfor meget spændt, for den lange afstand mellem bøjerne kunne jo betyde, at der var to vrag tæt på hinanden. Det var jo lidt irriterende at vi ikke kunne finde Jarl, som så mange andre sagde at de havde dykket på. Jeg kunne ikke med det samme se, om vi var i den anden ende af vores allerede opmærkede vrag, men Jarl var det ikke. Et stort jernvrag var det og vores lod stod ude på havbunden lige foran stævnen, som var meget høj. Jeg slog bøjelinen om det ene anker som sad i klysset og trak linen så tot jeg kunne. Nu var også denne line strammet op og bøjen stod lige over stævnen.

Vi svømmede nu mod agterenden, men der var ikke lige noget jeg kunne genkende med sikkerhed, før vi nåede skibsskruen på dækket. Vi var ikke længere i tvivl, det var det samme vrag og efter at have svømmet endnu nogle meter, tonede linen fra vores første bøje da også frem. Vi svømmede nu stille og roligt tilbage til vores udgangspunkt og på tilbagevejen genkendte jeg flere detaljer, blandt andet nogle røstjern i bagbord side, hvor jomfruerne sad på endnu.

 

SYSTEMATISK EFTERSØGNING

Vi havde nu 2 bøjer, en i hver ende af vraget med en afstand i overfladen på ca. 80 meter. Da det sidste hold havde fået deres dyk på vraget, sænkede vi nu ”fisken” udenbords i 40 meter kabel, sejlede godt 300 meter fra positionen og kalibrerede vores instrument. Jeg skal ikke trætte læserne med lange forklaringer, om hvordan vi sejlede frem og tilbage resten af dagen, men meget grundigt var det i hvert fald og i en radius af mindst 300 meter omkring vores bøjer. På instrumentet kan man foruden signalets styrke, også se i hvilken retning signalet er kraftigst, ligesom følsomheden kan justeres, men intet ændrede på resultatet af vores søgen.

Kun området imellem bøjerne, viste forhøjet magnetisme på vores instrument og ekkoloddet havde under hele søgningen ikke vist udslag, udover de gange vi befandt os imellem bøjerne. Efter mange timers søgen tog vi et dyk mere og inddrog samtidigt bøjerne. Allerede mens vi sejlede mod havnen, begyndte andre vrag at lægge beslag på vores opmærksomhed, - vi havde givet op.

 

HISTORIEN SPØGER STADIG

Vi kunne altså ikke – trods vores store erfaring indenfor vragsøgning – finde hverken vraget af Jarl, eller det uidentificerede trævrag som blev kaldt ”Den grønne”. Dette til trods for, at vi søgte længe og systematisk på positionen og havde haft ideelle forhold til at gøre det i. Ingen lokale kunne hjælpe os videre, men vi fik flere gange bekræftet, at det var den rigtige position vi havde dykket og ledt på.

Jeg har ved et par lejligheder siden, fulgt andres interesse for vraget. Der har endda været arrangeret ”ekspedition” til vraget, men uden at det - så vidt jeg er orienteret - blev bevist, at det var vraget af Jarl man dykkede på. Jeg har endda været i dialog med flere af de, som gennem årene har påstået at de har dykket på Jarl. De har aldrig været i tvivl og har endda ment, at vragets identitet for længst var fastslået (?). Hvis jeg ikke kunne se det, måtte det skyldes at jeg havde haft ”en dårlig dag”, de gange jeg havde dykket på positionen.

Men det eneste der efter min overbevisning befinder sig på denne position, er det ca. 60 meter lange jernvrag af en damper, som vi igen og igen gennem årene er vendt tilbage til, - ingen Jarl og intet trævrag. Dette skriver jeg også i lyset af, at vi jo er flere erfarne vragdykkere som har diskuteret vores iagttagelser, efter sammenlagt mange dyk.

 

IDENTIFIKATIONEN

I 2003 vendte vi så igen tilbage til vraget og på grund af vores tidligere iagttagelser, af porcelæn, lerkrukker m.m. i vraget, havde vi søgt og fået tilladelse af Farvandsvæsenet, til at optage souvenir.

Vi afsejlede fra Ystad og var fremme efter små 3 timer, vi valgte at kaste loddet i den sydvestlige ende af vraget, som vi vidste var forstævnen. Der blev hurtigt gjort fast i vraget og endelig lå skibet nogenlunde i ro, solen skinnede og efterhånden som de søsyge holdt inde med at kaste op, blev der hurtigt en god stemning. Jeg var den eneste ombord, som tidligere havde været på vraget og fortalte derfor de andre, hvad jeg vidste om det.

Første hold havde haft et meget fint dyk, sigten var omkring 15-20 meter, men der var en del strøm diagonalt henover vraget. Holdt man sig tæt til dækket mærkede man næsten ikke strømmen, men hvis man vovede sig ud over lønningen på bagbord side, blev man hurtigt mindet om at vi mennesker hører til på land. Jeg svømmede derfor i styrbord side ovenpå vraget, indtil jeg kom til det sted hvor vraget er brækket, her krydsede jeg henover vraget og svømmede ud i bagbord side, hvor jeg ville undersøge noget af alt det vraggods som ligger her.  

Jeg rodede blandt andet efter nogle store stentøjsdunke, som jeg tidligere havde set. Jeg fandt én, som desværre manglede bunden og derfor fik lov at blive, men jeg havde nu rodet så meget mudder op at jeg intet kunne se. Heldigvis hjalp strømmen lidt til, så vandet igen klarede op, men jeg valgte nu at svømme tilbage langs havbunden, på styrbord side af vraget. Her var der læ for strømmen og i denne side har mudder gennem årene lagt sig op ad vraget, så der midtskibs hvor mudderet står højst, kun er en meter fra lønningen ned til havbunden. På bagbord side, kan man se skroget næsten helt ned til kimingen, i hele vragets længde.

 

FUNDET

Mod stævnen blev der efterhånden nogle meter dybere og jeg kunne se den stenede bund. Her fandt jeg helt uventet skibsrattet, viklet ind i trawl. En trawler er formentlig hængt i og har først trukket rattet af, men er hængt fast et andet sted på vraget også, og har derfor mistet sit trawl. Hurtigt fik jeg skåret ratnavet fri og forsøgte at få det ud af klumpen af trawl, men forgæves. Jeg kunne se at der var graveret noget tekst i, så jeg valgte at bjærge hele klumpen, det havde vi mulighed for da vi sejlede i et stort skib.

Jeg vil tro at hele ”klumpen” vejede omkring 100 kilo og efter hårdt slid med at få det indenbords, lå det hele nu på dækket. Jeg var nysgerrig og inden vi fik skåret wirerne af og gjort dækket rent for mudder, fik jeg rengjort navet med en stålbørste. Nu stod teksten tydeligt: ”HERALD 1869” - det sagde mig umiddelbart intet, men det viste sig da jeg kom hjem, at jeg havde nogle oplysninger om skibet / forliset.

 

VRAGETS IDENTITET OG HISTORIE

Den engelske damper Herald af Hull, var på 696 brt. og 211 fod lang. Vi har fundet bevis på, at skibet er bygget af Charles & William Earle, men årstallet passer ikke med værftets byggelister, så det er jeg ved at undersøge nærmere. Ejeren var Veltmann & Co. og skibet var på rejse fra Hull til Danzig med stykgods, da det blev påsejlet af den svenske fuldrigger Amalia.

Kollisionen skete natten mellem den 10. og 11. november 1872, hvor det blæste vestlig storm, mandskabet var heldige i første omgang, da de kunne redde sig i egne redningsbåde, for Herald sank nemlig på kun 15 minutter. Som natten skred frem, kæntrede først den ene redningsbåd i de store bølger og ved forsøg på at redde mandskabet op i den anden redningsbåd, kæntrede også den. Da solen igen stod op og stormen havde lagt sig lidt, fandt Bornholmske fiskere den ene redningsbåd med bunden i vejret, der var nu kun én sømand i live på båden, fyrbøderen.

Dagen efter indkom Amalia til Dragør for at få lods, man bemærkede skaderne på skibets stævn, men kaptajn Wicklund benægtede at have bemærket noget usædvanligt på rejsen. Der blev dog skrevet en rapport til Lloyds og da man senere hørte om Heralds forlis ved Bornholm, blev besætningen konfronteret med den overlevende fyrbøders vidneforklaring. At forlade en havarist i rum sø i sådan et vejr, var næppe noget som gav heltestatus, men hvad det rent juridisk endte med, er det ikke lykkedes mig at finde ud af.

 

HVOR ER JARL?

Nu kender vi identiteten på vraget, på position 55.18.458 – 14.37.175. Selv tror jeg, at meget af den snak om Jarl er søgt, de dykkere som i sin tid ”identificerede” vraget som Jarl, har gerne ville finde netop dette vrag. Jeg skal retfærdigvis sige, at positionen godt kan passe med det sted, hvor man i 1890 antog at Jarl var kæntret og sunket. Men dykkernes evner til at analysere vraget, har ikke stået mål med deres iver efter at komme i avisen.

Man skal selvfølgelig huske på, at i 1970-erne var dykning på den dybde ikke almindelig og alene det, at meget få dykkede dybt dengang, har sikkert gjort sit til at dykkernes rutine i dybe vragdyk, har været mangelfuld. Disse forhold har formentlig være medvirkende, til at holde myterne i live.

Dampfærgen Jarl må have været fuldt af karakteristiske ting, som ville kunne identificere vraget med sikkerhed. Det kan derfor undre, at der ikke har været større interesse for at bevise vragets identitet, blandt de dykkere som hævder at vide at det er dette vrag de har dykket på. Især når man tænker på den store interesse der har været omkring vraget, i snart 25 år.

Skulle der blandt læserne være nogen, som har vigtig viden der kan rokke ved mine konklusioner, så er jeg meget lydhør. Jeg tænker her på, om vraget af Jarl alligevel skulle ligge i nærheden, men så langt fra den position vi fik oplyst at vi ikke kunne finde det med protonmagnetometeret.

Jeg tænker også på, om nogen virkelig skulle være i besiddelse af ting fra vraget af Jarl - eller bare et billede af dem.

Er det bare myter og opspind det hele - og hvis det er, hvor er Jarl så?

 

*************************

Bilag

 Jeg tager forbehold for fejl i skitserne, i forbindelse med dybderus ;-)