Tur til M-403 i Kattegat, en tidlig forårsdag 2003.

 

Af Allan Jensen

 

 

Vi var en lille gruppe dykkere, som havde gået og sukket efter foråret i nogen tid. Vi trængte voldsomt til at komme på havet, for at tage nogen af de udfordringer op, som vragdykningen byder de beslutsomme. Nu skal det ikke forstås sådan, at vi ikke havde dykket hele vinteren, der havde da været flere stille og gode dage og selvfølgelig havde vi dykket. Men det skulle blive rart at se noget andet end Robert, Otto og M-575 i Sundet. Selvom vi var midt i marts, havde det været lunt og stille nogle dage allerede, de lyse timer havde overtaget, så udlængselen drev os nu langt op i Kattegat.

 

Vi havde selvfølgelig dagene forinden talt lidt frem og tilbage, om hvilket vrag vi skulle besøge og målet for turen var blevet M-403, en tysk minestryger fra 2. verdenskrig. Det var stadig mørkt, men vi fik bakset kompressoren ombord og gjort søklar. Trods morgenkulden og mørket var der en rar og optimistisk stemning, om end der ikke blev talt voldsomt meget, klokken var jo også kun 6.00.

 

Nu gik det rask af sted mod nord-nordvest, vi afsejlede fra Hornbæk og afstanden til vraget er omkring 38 sømil, med 10 – 12 mils fart ville det tage det meste af formiddagen inden vi var der, så et par stykker havde allerede rullet sig ind i tæpper og var i dyb søvn. Vi andre nød lysets komme, himlen over Sverige rødmede og da vi passerede Kullen, var solen kommet helt op på en klar og blå - men kold morgenhimmel. Jo, vejret tegnede godt og havet var spejlblankt, kun brudt af kølvandsstriber fra de passerende fragtskibe.

 

Efter nogle timers sejlads var Kullen blevet meget lille bag os og Anholt var dukket op i det fjerne, det var nu tid at gøre bundtovet klart, alle ombord har prøvet dette hundrede af gange før og det er ligeså selvfølgeligt, som at klargøre sine flasker og tage sin dragt på. Der blev ikke talt så meget, for hver især gik alle rundt med kun ét i hovedet, målet for turen – vraget.

Alle havde vi dykket på vraget før, men uanset erfaring og rutine, så kan jeg for min del ikke sige mig fri for en betydelig påvirkning, inden jeg skal ned på et vrag. Jeg planlægger i et væk, så jeg har plan A, plan B, plan C osv. parat i hovedet. Så lidt som muligt skal være overladt til tilfældigheder og ved at være forberedt, kan jeg udnytte tiden optimalt uanset hvor på vraget jeg havner. Det er selvfølgelig individuelt hvad man får ud af sådan en planlægning, da det afhænger af ønskerne for det enkelte dyk, samt dykkerens færdigheder.

 

Som om vi ikke havde været heldige nok i forvejen, – med vejret – så meldte første mand om 10 meter sigt. Det var simpelthen så dejligt, at stå her og lade sig gennemvarme af solen under omklædningen og med forventningsglæden sitrende i kroppen, var det svært at holde et spontant smil tilbage. Det var bare 14 dage siden vi havde kæmpet os gennem 10 cm. tyk is, for at komme ud af Rungsted havn og den første tredjedel af turen mod vraget af Robert, havde vi sejlet i isflager.

 

Nu stod vi her i sommerligt vejr, men det indtryk varede dog kun indtil jeg havnede i vandet! Under vandet var der ikke sket meget de sidste 14 dage, vandet var stadig kun omkring 2 grader, men nede på vraget 6 – 7 grader. Det var nu vigtigt at have overfladetemperaturen i hukommelsen, for på et vrag som M-403 og i den sigt, er det fristende at trække mere deko end det er behageligt, eller sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Tiden går som bekendt hurtigt i godt selskab og dette vrag byder i sandhed på udfordringer og oplevelser, så som passioneret vragdykker må man virkelig lægge bånd på sig selv og jeg besluttede på vej ned, at 5 minutters deko var hvad jeg kunne holde ud i den kulde.

 

Snart overskyggede vragets indtryk dog min sunde fornuft. Jeg har aldrig tidligere set M-403 i mere end 5 meter sigt, så straks jeg landede på vraget, ombestemte jeg mig og mente at jeg godt kunne klare 10 minutters deko. Nu var jeg jo blevet orienteret om hvor der var bundet på - ved broen, så min plan var at svømme ned i agterenden ved maskinen først, dette er den dybeste ende og her havde jeg ligget og rodet i noget interessant, sidst jeg var her. Som sagt var sigten denne dag langt bedre end tidligere og jeg brugte derfor noget tid ude på havbunden 5 – 10 meter fra vraget. Jeg undersøgte diverse effekter som var væltet langt ud fra vraget, men udover nogle gamle ølflasker, var der ikke noget jeg kunne genkende som interessante og jeg svømmede derfor ind til vraget.

 

Da ingen havde været nede i maskinrummet endnu og sigten indenfor derfor var prima, svømmede jeg hurtigt ned ad døren og ind til højre - fremad i vraget. Vraget ligger jo på sin styrbord side og navnlig når man svømmer rundt indenfor, er dette vigtigt hele tiden at have i baghovedet. Det første rum jeg kom ind i var ret tomt, dog sad der i loftet (bagbords væg) et nydeligt ur, det skulle dog vise sig at være aluminium, med en tynd malet urskive. Dette vidnede om at skibet er bygget under krigen, på et tidspunkt hvor Hr.Hitlers kassekredit var ved at være brugt helt op. De tidligere byggede Tyske krigsskibe var nemlig udstyret med meget fine messingure, hvor tallene var graveret ind i skiven, som også var fint udsmykket.

 

Derfra hvor jeg nu lå, kunne jeg se en etage længere ned i vraget, det var meget fristende da der lå en bunke møbler og imellem disse, kunne jeg genkende flere interessante ting. På kanten af et væltet skrivebord lå en fin karaffel, hvor glasproppen endnu sad i, der var luft i bunden af karaflen så den skinnede som sølv i lygtens skær. Det er underligt at tænke på, hvor længe denne karaffel har ligget sådan, berøring fra en af de mange torsk i vraget, ville være nok til at få den til at rulle ud over kanten og 2 – 3 meter ned i mørket. Nu lå den her på kanten og ”grinede”, men jeg kunne ikke nå den, så den ligger der sikkert endnu.

 

Ude i lyset igen, blev manometer og computer lige tjekket, computeren var kun lige gået i 0, så der var tid endnu. Ved at svømme op ved broen hvor der ikke er så dybt, udskød jeg yderligere tidspunktet for dekompression, det er nu en dejlig opfindelse sådan en dykkecomputer. Henne bag broen, var det tydeligt at her havde været nogen for nyligt, det mudrede vand væltede ud af vinduer og døre overalt, så at svømme ind her kunne jeg vist godt opgive. Jeg fortsatte derfor forbi broen og frem til kanonen på fordækket, den kunne dreje endnu og jeg benyttede selvfølgelig nogle minutter til at lege lidt. Nu var jeg ved at skulle op, men det var svært at tage sig sammen og da bundtovet nu  stod lige ved brovingen, gav jeg mig lige nogle minutter under broen. Dækket er helt gennemtæret og med lidt snilde, kunne jeg klemme mig mellem spanterne og ind i et stort rum.

 

Her havde jeg aldrig tidligere været inde, der er sket meget med vraget de sidste par år, for også til etagen nedenunder igen, er der store tærehuller, dog for små til en dykker, men bare at kigge ind er bestemt også noget af en oplevelse. Her ligger skabe og forskellige møbler hulter til bulter, også her kan man flere steder se interessante ting stikke frem. Nu var tiden gået, men hvor var det lige jeg var kommet ind?  Det føltes egentlig ikke utrygt, det var et stort rum og jeg havde også masser af luft, men der var en række af tærehuller og jeg kunne ikke finde det hul som var større end de andre og hvor jeg var kommet ind. Det viste sig, at noget begroet fiskeline hang ned foran et af hullerne og lignede et spant, ude igen fik jeg lige en spasme, som når en hund tørrer sig efter en svømmetur, men jeg kunne ikke rigtig ryste oplevelsen af. Alligevel var glæden og begejstringen stor, da jeg vendte mig om på omkring 20 meters dybde og stadig kunne se vraget, jo det havde sandelig været et dejligt dyk og mit memorycard var helt fyldt.

 

Efter nogle timers overfladetid havde jeg et dyk mere, jeg blev på dette dyk omkring broen og fik studeret detaljerne grundigt i det rum, jeg havde ligget og kigget ned i tidligere. Et skab stod på klem og porcelæn i store mængder, kunne anes fra den rette vinkel. Men det kræver enten nogle flere års tæring af vraget, eller også må jeg fremstille noget værktøj til formålet.

Til sidst lod jeg mig glide med den svage strøm ned langs skibssiden på oversiden af vraget og nød sigten. Nede ved skruerne lå en kæmpe lange, da jeg var ca. 5 meter fra den kom den mig forsigtigt i møde, men pludselig tog fanden ved den og den forsvandt ud i det blå. Selv svømmede jeg tilbage  til bundtovet og på vej op ad linen, børstede jeg mig af for mudder og det slimede stads søanemonerne efterlader på dragten.

 

På første dyk havde jeg frosset en del under dekompressionen, så klog af skade havde jeg denne gang holdt bedre øje med tiden og efter kun 5 minutter på 3 meter trinnet, var jeg atter ombord. Havet var stadig fuldstændigt fladt, kun i et bredt bælte et stykke fra os, var der bittesmå krusninger som vidnede om, at der ikke var is på havet endnu. Solen strålede også og modsat om sommeren, hvor der ofte er varmedis, så var luften krystalklar og både Anholt, Kullen og Hallandsåsen tegnede sig helt klart i kimingen omkring os.

 

Det var blevet sidst på eftermiddagen inden alle dykkere var færdige og vi havde fået skibet klaret op til hjemturen. Det var lunt nok til at man kunne nyde sin øl udenfor – i hvert fald et stykke tid, for så snart solen nærmede sig horisonten, blev det hurtigt koldt. Men utroligt smukt var det og med dagens oplevelser snurrende i hovedet, solnedgang og en kold øl, ja så måtte jeg tage mig selv i det barnagtige ønske, om at bare dette øjeblik dog ville vare evigt.